Af Ritzau - 30/06-17 19:18

Venus Williams spiller Wimbledon i skyggen af ulykkeVenus Williams spiller Wimbledon i skyggen af ulykke

Selv om Venus Williams er involveret i en sag om en fatal trafikulykke, stiller amerikaneren op i Wimbledon.

storybild

Venus Williams er i London og forbereder sig til Wimbledon, der begynder i næste uge. (Billede: Reuters/Christian Hartmann/arkivfoto.)

Tennisstjernen Venus Williams stiller op i grand slam-turneringen Wimbledon i næste uge.

Det skriver nyhedsbureauet AP, som har været i kontakt med tennisspillerens talskvinde. Hun bekræfter, at Venus Williams er i London og forbereder sig til tennisturneringen.

Det sker, selv om den 37-årige amerikaner i øjeblikket ifølge en politirapport var skyld i en trafikulykke 9. juni, hvor passageren af en anden bil senere døde af sine kvæstelser.

Ifølge en rapport fra politiet i Palm Beach Gardens i Florida har vidner fortalt, at Venus Williams kørte over for rødt i sin Toyota Sequoia SUV og forårsagede en ulykke, der kvæstede 78-årige Jerome Barson.

Han døde 14 dage senere.

Politirapporten konstaterer, at Venus Williams hverken var beruset eller påvirket af stoffer.

Det beskrives, at tennisspilleren kørte over for rødt lys og gennem et kryds med cirka otte kilometer i timen, da en bil med et ægtepar kørte ind i siden på hende.

Venus Williams har selv forklaret, at hun kørte ind i krydset, da der var grønt lys, men at hun blev tvunget til at standse midtvejs på grund af trafikken foran hende.

Politiet efterforsker stadig ulykken, og Venus Williams er hverken sigtet eller tiltalt i sagen.

Ifølge ESPN har familien til afdøde Jerome Barson besluttet at sagsøge Venus Williams. Det meddelte advokaten til Jerome Barsons ægtefælle, Linda Barson, i tv-programmet "Good Morning America" fredag.

Venus Williams er seedet som nummer ti i dette års udgave af Wimbledon, hvor hun stiller op for 20. gang.

Venus Williams vandt Wimbledon i 2000, 2001, 2005, 2007 og 2008.

Hun er ifølge AP den eneste tidligere Wimbledon-mester, der i år ikke stiller op til en pressekonference, inden turneringen begynder.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx