29/08-17 15:27

LISTE: 7 bizarre sportsgrene - kender du tåbrydning og osterul?LISTE: 7 bizarre sportsgrene - kender du tåbrydning og osterul?

Sport som basketball og fodbold er kendt i det meste af verden. Men bevæger man sig lidt i periferien, findes der tusindvis af skøre sportsgrene, som de færreste har hørt om – og nogle af dem afholder endda verdensmesterskaber. Her er syv af slagsen.

storybild

Selvfølgelig er det her en finsk sportsgren. (Billede: KIMMO BRANDT | Scanpix)

Hundesurfing

I denne sportsgren får ordet vandhund en helt ny betydning. Her er det ikke solbrune surferfyre, der styrer bølgerne men derimod menneskets bedste ven. Hundene bliver trænet til at holde balancen på et surfbræt, så længe de kan. Der findes forskellige discipliner, og hundene har hver især deres helt egen stil for at holde poterne på brættet i lang tid. I begyndelsen af denne måned stak nogle af verdens bedste surferhunde for andet år i træk snuderne sammen ved verdensmesterskaberne, som blev afholdt i Californien.

Osterulning

Hvert forår strømmer folk fra hele kloden til den engelske by Gloucester for at jagte en ost ned ad den stejle bakke Cooper's Hill. Osten er en såkaldt Double Gloucester, og den første person, der når over målstregen for foden af bakken, vinder osten. Turen ned ad bakken i hælene på osten foregår i et halsbrækkende tempo og resulterer ikke overraskende i skader og brækkede knogler for uheldige deltagere. Men selv om sporten lyder som et sært påfund, så har denne leendariske ostejagt eksisteret i flere hundrede år.

Koneløft

Det idérige folkefærd i Finland står bag den mærkværdige sportsgren koneløft, og navnet siger i sig selv meget om, hvad denne særprægede sport går ud på. Her skal en mand med en kvinde – som ikke nødvendigvis behøver at være hans kone – på ryggen gennemføre en forhindringsbane hurtigst muligt. Ifølge reglerne må kvinden ikke veje mindre end 49 kilo og skal have rundet de 17 år. Hvert år bliver der sågar afholdt verdensmesterskaber i koneløft.

Cykelbold

De fleste kender fodbold og håndbold, men de færreste har hørt om cykelbold. Sporten er ikke desto mindre meget udbredt og tilbage i 1949 blev verdensmesterskaberne sågar afholdt i KB-Hallen med dansk deltagelse. Siddende på specielle cykler spiller to hold mod hinanden for ved hjælp af cykelhjulene eller brystet at score i modstanderens mål. Den nærmest artistiske sport opstod i Tyskland for mere end 100 år siden.

Skakboksning

Tankedisciplinen skak og kampsporten boksning er i skøn forening i hybridsporten skakboksning, som kræver det maksimale af sine deltagere både på det fysiske og mentale plan. I sporten er knockout og skakmat de to yderpoler, og deltagerne skiftes til at bokse i tre minutter og spille skak i fire minutter ad gangen, indtil enten en af kongerne eller bokserne falder.

Tåbrydning

Den barnlige leg at bryde med sine tæer er i virkeligheden en rigtig sportsgren med fyrre år på bagen. Den tåkrummende brydekamp går ud på, at de to deltagere låser deres storetæer sammen og forsøger at tvinge den anden ud af bryderingen. Får en af deltagerne krampe under tåkampen, er det muligt at bede om pause ved at råbe ”Toe much«. Efter tre runder kåres en vinder.

Skovleræs

Den ædle disciplin at ræse om kap ned ad et snedækket bjerg siddende på en skovl er en sportsgren, der tog sine første spæde skridt i New Mexico i USA i 1970'erne. Liftoperatørerne ved et lokalt skisportssted var trætte af at tage liften ned, og i stedet begyndte de at skovle om kamp ned ad bjerget, når det var fyraften. Det udviklede sig siden til en sportsgren med flere ligaer, og skovleræs var også en konkurrencedisciplin ved de første Winter X Games i 1997.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx