15/11-17 18:35; Opdateret: 16/11-17 06:40

Italiensk landstræner er fyret efter VM-fiaskoItaliensk landstræner er fyret efter VM-fiasko

Italien kvalificerede sig ikke til næste sommers VM, og det koster Gian Piero Ventura jobbet som landstræner.

storybild

Gian Piero Ventura er færdig som italiensk landstræner. Reuters/Max Rossi

Rom. Den italienske fodboldlandstræner, Gian Piero Ventura, er fyret, efter at Italien ikke kvalificerede sig til VM-slutrunden i Rusland næste år, oplyser Det Italienske Fodboldforbund (FIGC).

Italien, der har vundet VM fire gange, tabte samlet 0-1 til Sverige i de afgørende playoffkampe om en VM-billet.

Beslutningen om at fyre Gian Piero Ventura blev truffet efter et krisemøde i det italienske forbund onsdag i Rom.

69-årige Gian Piero Ventura nægtede mandag at trække sig, efter at Italien på hjemmebane havde spillet 0-0 mod Sverige.

Svenskerne havde overraskende vundet den første playoffkamp med 1-0 tre dage forinden.

Gian Piero Ventura fastslog, at han havde en af de bedste stime af resultater i de seneste 40 år.

- Jeg har kun tabt to kampe på to år, sagde Gian Piero Ventura til italiensk tv.

Det er første gang i 60 år, at Italien ikke kvalificerede sig til en VM-slutrunde.

Gian Piero Ventura afløste Antonio Conte i juni 2016 på en toårig kontrakt, der stod til at udløbe efter VM-slutrunden i Rusland næste sommer.

Præsidenten for Det Italienske Fodboldforbund, Carlo Tavecchio, er også kommet i modvind, fordi han anbefalede at ansætte Gian Piero Ventura som landstræner.

Carlo Tavecchio kaldte Gian Piero Ventura for innovativ og yderst erfaren og betegnede ham tilmed som en mester i fodbold.

Evnerne rakte dog ikke til at hjælpe Italien til VM, og det blev for meget for ledelsen i fodboldforbundet.

Italien magtede ikke at vinde over Spanien i to forsøg i VM-kvalifikationen, mens det også blot blev til uafgjort i en kamp mod Makedonien.

Spanien vandt gruppen, mens Italien blev toer og skulle spille to VM-playoffkampe mod Sverige.

Indtil videre sidder Carlo Tavecchio stadig som præsident i forbundet trods kritikken.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx