07/04-18 22:05

Heynckes lykønsker Ancelotti med Bayerns mesterskabHeynckes lykønsker Ancelotti med Bayerns mesterskab

Carlo Ancelotti fortjener kredit for Bayern Münchens Bundesliga-titel nummer 28, mener Jupp Heynckes.

storybild

Jupp Heynckes tog over i Bayern München 9. oktober, og siden da har klubben i gennemsnit fået 2,74 point i 31 kampe. Scanpix/Christof Stache/arkiv

München. Den tidligere Bayern München-træner Carlo Ancelotti, som blev fyret i september efter en dårlig start på sæsonen, fortjener at få kredit for klubbens titelvindende sæson.

Det siger Ancelottis afløser, Jupp Heynckes, efter at Bayern München lørdag vandt Bundesligaen for sjette gang i træk med en udebanesejr på 4-1 over Augsburg.

- Jeg vil gerne sende en hilsen til Ancelotti i Italien. Han passede på holdet i starten af sæsonen, og jeg vil gerne sende et hjerteligt tillykke med titlen.

- Han er en fantastisk træner og en fantastisk person, siger den 72-årige Bayern-træner, der aflyste pensionistlivet for at tage over efter Ancelotti.

Bayern München var tre point efter det daværende førerhold, Borussia Dortmund, da Ancelotti forlod klubben.

Jupp Heynckes fik dog for alvor fyret op under spillerne.

Bayern München har vundet 19 ud af 22 ligakampe under hans ledelse og kunne med sejren i Augsburg vinde ligaen med fem spillerunder tilbage - 24 point foran Dortmund på tredjepladsen og 20 point foran Schalke 04 på andenpladsen.

Heynckes ønsker dog ikke al kredit for præstationerne.

- Vi har et omklædningsrum i harmoni. Jeg har et meget fintunet trænerhold, og alle gør et fantastisk arbejde. Denne succes tilhører alle i klubben, siger Heynckes.

Heynckes har nu vundet fire bundesligatitler som træner, og samme antal vandt han som spiller.

De fire titler som træner er alle kommet i Bayern München, mens titlerne som spiller alle kom i Borussia Mönchengladbach.

Heynckes var ellers færdig med trænergerningen, efter at han vandt "The Treble" med Bayern München i 2013, men nu har han mulighed for at gentage succesen.

Sydtyskerne er i semifinalen i den tyske pokalturnering, hvor en udekamp venter mod Bayer Leverkusen.

I Champions League er klubben godt på vej mod semifinalen, efter at klubben slog spanske Sevilla med 2-1 på udebane.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Tusinder evakueret fra europæisk...
bt.dk
Uheld giver lang kø på motorvej
bt.dk
Dagens horoskop: Det siger stjernerne...
bt.dk
Farvel og tak: 24.000 danskere...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx