Af Michael Bo Mortensen - 27/07-14 22:04

Jens Voigt siger farvel: Jeg vil grine og ikke grædeJens Voigt siger farvel: Jeg vil grine og ikke græde

Den tyske cykelveteran gav sine fans noget at juble over, og han vil savne at køre foran millioner i Paris.

storybild

(Billede: Polfoto/AP/Arkivbillede)

Det var et følelsesladet øjeblik for Jens Voigt, da han efter 17 udgaver af Tour de France søndag sagde definitivt farvel til det franske cykelløb.

- På den ene side er jeg glad for, at det er slut, da lidelserne er forbi, og det er slut med at køre 100 kilometer i timen nedad og kæmpe som en vild for positioner.

- Adrenalinen pumper stadig i mine årer, men måske indser jeg i morgen, at dette aldrig vender tilbage, at jeg aldrig igen skal køre for millioner af mennesker på Champs-Elysees, den mest kendte gade i verden, siger Jens Voigt fra Trek-holdet.

Den 42-årige tyske veteran, som tidligere har kørt for det danske hold Team Saxo Bank, vil dog ikke forlade Touren med tårer, tværtimod.

- Dette kommer aldrig tilbage, det er et minde. Men jeg er et positivt menneske, så jeg vil ikke græde over, at det er slut. Jeg vil grine, fordi jeg tog del i det.

- En af de mest skræmmende tanker ved at stoppe bliver, at jeg ikke bliver stærkere og stærkere men bare federe og ældre. Det skræmmer mig faktisk helt utrolig meget.

Tyskeren kørte i soloudbrud på 21. etape, men han blev hentet efter igen efter nogle kilometer, helt som han havde regnet med - og faktisk planlagt i detaljer.

- Jeg følte det næsten som et krav fra mine fans, at jeg skulle give dem det, som de forventede. At jeg stikker af fra et jagtende felt, det er hele historien om mit liv. Det er historien om min karriere at køre af sted, selvom jeg ved, at jeg slet ikke har en chance.

- Det var min måde at sige farvel, siger Voigt.

- Jeg timede det faktisk helt perfekt. Jeg var i udbrud længe nok til, at kommentatoren kunne nævne alle mine mange sejre, og så lod jeg mig hente igen.

Da Jens Voigt kom i mål satte han sig på en barriere midt på vejen, lagde hjelmen og kørebrillerne på jorden og lod øjeblikket synke ind.

- Publikum var venlige at være stille, og da jeg så endelig løftede hovedet, begyndte de at råbe Jens, Jens! De gav mig et øjeblik for mig selv, og det havde jeg brug for.

/ritzau/


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx