Af Ritzau - 06/06-17 05:17

Nashvilles svenskere sænker Pittsburgh i NHL-finalekampNashvilles svenskere sænker Pittsburgh i NHL-finalekamp

Nashville Predators udlignede til 2-2 i opgør mod NHL's forsvarende mester, Pittsburgh Penguins.

storybild

Nashville Predators' Filip Forsberg er blot en af tre svenskere, der scorede natten til tirsdag. (Billede: Scanpix/Frederick Breedon)

Finaleserien i verdens bedste ishockeyliga, NHL, er igen helt åben.

Natten til tirsdag dansk tid vandt Nashville Predators med 4-1 over det forsvarende mesterhold fra Pittsburgh Penguins. Dermed udligner Nashville finaleserien, hvor der spilles bedst af syv opgør.

Pittsburgh vandt de to første opgør i serien på hjemmebane. Men Nashville har med sejren nu også vundet sine to hjemmekampe.

Det var især Nashvilles svenskere, der stjal fokus i kampen hjemme i Bridgestone Arena.

Der var spillet 15 minutter af første periode, da Calle Jarnkrok fulgte op på en ripost fra Pittsburghs målmand og scorede til 1-0.

Men kun et minut senere scorede superstjernen Sidney Crosby til 1-1. Crosby slap helt alene igennem Nashvilles forsvar, rundede målmanden og lagde udligningen ind med baghånden.

Men Nashville var bedst i kampen natten til tirsdag.

Efter tre minutter i anden periode scorede Frederick Gaudreau til 2-1, før svenske Viktor Arvidsson bragte hjemmeholdet yderligere foran ti minutter senere.

Der var flere svenske scoringer på vej i den fjerde finalekamp.

Da der resterede tre minutter af kampen, sendte Filip Forsberg nemlig pucken i åbent net, da Pittsburgh havde taget målmanden ud i jagten på en reducering.

Endnu en svensker, Mattias Ekholm, blev noteret for en assist ved scoringen.

Næste kamp mellem de to finalister finder sted i Pittsburgh. Den bliver spillet natten til fredag dansk tid.

Pittsburgh Penguins forsøger at genvinde NHL-finalerne som det første hold siden Detroit Red Wings i 1998.

ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx