11/09-17 00:57; Opdateret: 11/09-17 12:27

Sydafrikaner var chanceløs mod Nadal i US Open-finalenSydafrikaner var chanceløs mod Nadal i US Open-finalen

Rafael Nadal vinder sin 16. grand slam-titel i ensidigt opgør mod Kevin Anderson i US Open.

storybild

Rafael Nadal dominerede finalen i US Open mod Kevin Anderson fra start til slut. Sydafrikaneren formåede ikke at bryde spanierens serv en eneste gang i kampen. Scanpix/Elsa

New York. Rafael Nadal var som ventet for stor en mundfuld for sydafrikaneren Kevin Anderson i søndagens finale i US Open.

Nadal tog sin anden grand slam-titel i denne sæson med en overbevisende sejr på 6-3, 6-3, 6-4.

I juni vandt verdensranglistens nummer et French Open, og med søndagens triumf er han nu oppe 16 grand slam-titler.

Det overgås kun af Roger Federer fra Schweiz med 19.

Andersons største kvalitet er en knaldhård serv, og det begyndte godt.

Den over to meter høje sydafrikaner fyrede flere servevindere afsted i første parti, som han sikrede sig med et servees.

Derefter holdt begge deres serv til 3-3.

I syvende parti havde Nadal flere muligheder for at bryde, og det lykkedes, da Anderson først lavede sin fjerde dobbeltfejl i kampen og derefter sendte et forhåndsslag ud af banen.

Nadal konsoliderede sin føring ved at vinde det efterfølgende serveparti, og derefter brød han igen Anderson til sætsejr 6-3.

Dermed havde den 31-årige Anderson, der aldrig tidligere er nået frem til en grand slam-finale, ryggen mod muren.

Han vandt sine første to servepartier, men formåede ikke at true Nadal i spanierens serv.

Ved stillingen 3-2 fik Nadal to muligheder for at bryde, da Anderson fejlede på et baghåndslag. Sydafrikaneren overlevede den første med en kanonserv, men efter en længere slagudveksling gik Nadal frem til nettet og vandt partiet med et smash.

Derefter kørte Nadal sættet sikkert i hus. Spanieren servede det hjem med et rent parti til 6-3.

Den sidste rest af spænding om kampens udfald forduftede stort set, da Nadal lagde ud med at bryde Anderson i tredje sæts første parti.

Det blev også kampens sidste servebrud, og dermed vandt Nadal sættet 6-4. Det er tredje gang, at Nadal vinder US Open.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx