Af Ritzau - 23/01-17 10:17

Ny afhopper afslører mere råddenskab i russisk atletikNy afhopper afslører mere råddenskab i russisk atletik

1500-meter-løberen Andrey Dmitriev lukker op for nye afsløringer omkring russisk atletikdoping.

storybild

Ruslands sportsminister, Vitaly Mutko, skal måske igen ud at forsvare nationen imod nye dopingbeskyldninger fra en af landets egne atleter. Arkivfoto. (Billede: Reuters/Maxim Shemetov)

Fire ud af fem russiske atletikudøvere er dopet, og dopingdømte trænere og ledere arbejder videre med udøverne, som om intet var hændt.

Cirka sådan lyder beskyldningerne mod russisk atletik fra endnu en desertør, 1500-meter-løberen Andrey Dmitriev.

Han har over for den tyske TV-station ARD givet et indblik i russisk atletik, som bakker op om beskyldningerne fremsat af ægteparret Yuliya Stepanova og Vitaly Stepanov, der fik dopingskandalen til at rulle i 2014.

- Omkring 70-80 procent bruger doping, resten er rene, siger Dmitriev om de russiske atletikudøvere i den seneste ARD-dokumenter ifølge norske vg.no.

Den 26-årige russer hævder selv at være ren, og han er træt af, at de rene udøvere tier.

- Hvis alle tier, som det er kutyme i Rusland, bliver alt som før, lyder det fra Dmitriev.

Siden dopingskandalen for alvor begyndte at rulle, blandt andet efter den første McLaren-rapport i slutningen af 2015 fra Det Internationale Antidoping Agentur (Wada), har flere russiske atleter, trænere og ledere fået dopingkarantæner.

Men det betyder ikke, at de pågældende trænere og ledere har stoppet arbejdet med de russiske atletikudøvere.

Dmitriev optog 12. januar i år en video, hvor man ser træneren Vladimir Kazarin træne 400-meter-løberen Artem Denmukhametov. Kazarin er ellers idømt karantæne for medvirken til brug af doping.

- Han fortsætter bare som træner, forklarer Dmitriev, som hævder, at flere dømte trænere og ledere stadig arbejder med de russiske atletikstjerner.

- De (atletikforbundet i Rusland) snakker om ændringer, men disse personer er der stadig.

Mens 800-meter-løberen Yuliya Stepanova og hendes mand Vitaly Stepanov, som tidligere har arbejdet i det russiske antidopingagentur, i dag lever i skjul i USA, så agter Dmitriev at blive i Rusland.

Han har tidligere boet i USA, men han er nu bosiddende i Rusland, og der bliver han trods de formentlig upopulære afsløringer, siger han i dokumentaren.

Det Russiske Atletikforbund arbejder i øjeblikket på at rette op på antidopingarbejdet, så Det Internationale Atletikforbund (IAAF) vil ophæve den karantæne, som gør, at Rusland er udelukket fra al international atletik.

De nye beskyldninger rykker næppe landet tættere på en ophævelse af karantænen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx