31/08-17 21:06

Verdensmesteren Axelsen dropper Korea Open for at hvileVerdensmesteren Axelsen dropper Korea Open for at hvile

Viktor Axelsen har meldt afbud til Super Series-turneringen Korea Open for at restituere efter VM-triumfen.

storybild

Viktor Axelsen var i chok, da han i søndags blev den blot tredje danske verdensmester i herresingle nogensinde. Reuters/Russell Cheyne

København. I søndags kunne badmintonspilleren Viktor Axelsen bryde ud i jubel efter at have sikret sig VM-guld i herresingle som den blot tredje dansker i historien.

Men VM har også slidt på både krop og hoved, og derfor tager verdensmesteren en kort pause.

Han har meldt afbud til Super Series-turneringen Korea Open, som indledes 12. september.

Det kan han tillade sig, fordi han som verdensmester er garanteret en plads ved Super Series-finalerne i december og derfor ikke er pisket til at skulle samle point for at kvalificere sig.

- Jeg prioriterer at få kroppen på rette kurs igen. Jeg behøver ikke at tænke på, at jeg skal ud og deltage og skaffe de point til Dubai-ranglisten, siger Axelsen til TV2 Sport.

- Så jeg kan tillade mig at blive hjemme fra Korea og blive mere frisk og klar i hovedet.

Hans første turnering bliver i stedet Japan Open, som spilles ugen efter Korea Open.

Efter OL-bronzen i Rio sidste år røg Viktor Axelsen ind i en formkrise, fordi han især mentalt var slidt efter OL.

Det håber han at undgå i år, og det skal afbuddet til Korea Open være med til at sikre.

- Nu er jeg bevidst om det, og jeg er klar på at tage imod udfordringerne, der kan komme. Spillet er der, men det er mere den mentale og fysiske del, der skal arbejdes med, siger Axelsen.

- Jeg håber meget, at kroppen tillader, at jeg giver den fuld gas.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx