Af Ritzau - 28/01-17 17:16

Liverpool-boss efter ny nedtur: Svært at forklareLiverpool-boss efter ny nedtur: Svært at forklare

Liverpool blev sendt ud af FA Cuppen af Wolverhampton, og manager Jürgen Klopp erkendte den svage indsats.

storybild

Liverpool blev sendt ud i pokalmørket af Wolverhampton, som vandt opgøret i fjerde runde i FA Cuppen. (Billede: Reuters/Jason Cairnduff)

Liverpools exit i fjerde runde i FA Cuppen må have været en svær omgang at kapere for manager Jürgen Klopp.

Tyskeren lagde da heller ikke fingre imellem, da han efter opgøret satte ord på, hvad han havde overværet, da Wolverhampton fra den næstbedste engelske række med en 2-1-sejr på Anfield sendte Liverpool ud i pokalmørket.

- Vi var meget dårlige.

- Vi begyndte dårligt, og det blev ikke rigtigt bedre. Det kunne alle se. Der er ikke mange gode ting at sige om kampen. Det er svært at forklare, lyder det fra Jürgen Klopp ifølge engelske BT Sport efter nedturen.

Han kunne se gæsternes Richard Stearman bringe Wolverhampton foran efter blot et minut, da markeringerne svigtede i forsvaret.

Kort før pausen tabte Liverpool bolden tæt på modstandernes felt og efter en hurtig omstilling øgede Andreas Weimann til 2-0.

Så hjalp det mindre, at Divock Origi fik lov at reducere mod slutningen af opgøret.

For Liverpool var det tredje nederlag i træk, og holdet har blot vundet en enkelt ud af de seneste otte kampe.

Forleden røg Liverpool ud af Liga Cuppen efter nederlag på hjemmebane til Southampton, og i den foregående kamp i Premier League gik det helt galt med et forsmædeligt hjemmebanenederlag til bundholdet Swansea.

Næste opgør i Premier League er udekampen mod topholdet Chelsea, men her ser Klopp gode muligheder for sit hold.

- Det gør det ikke nemmere for Chelsea. Den kamp er ikke afgjort endnu.

- Det er op til os selv, og spiller vi bedre, så har vi en chance. Hvis vi ikke gør det, har vi ingen chance, siger Jürgen Klopp.

/ritzau/Reuters

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx