03/08-17 19:52

Rikke Møller Pedersen vinder finale efter skuffende VMRikke Møller Pedersen vinder finale efter skuffende VM

Verdensrekordholderen vandt fredag finalen i 200 meter bryst ved et World Cup-stævne i Moskva.

storybild

Moskva. Det blev ikke til en finale for den danske svømmer Rikke Møller Pedersen ved det nyligt overståede VM på langbane i Budapest.

Torsdag viste hun dog, at der stadig er masser af fart i den 28-årige krop.

Ved World Cup-stævnet i den russiske hovedstad, Moskva, vandt hun finalen i sin favoritdisciplin 200 meter bryst i tiden 2 minutter og 19,84 sekunder.

Det gjorde hun foran russeren Marlia Temnikova, der svømmede i tiden 2 minutter og 20,14 sekunder.

World Cup-stævnet i Moskva blev afholdt på kortbane. I samme disciplin på langbane er Rikke Møller Pedersen indehaver af verdensrekorden, som hun satte ved VM i 2013.

Ved VM i Ungarn gik det knap så godt for den danske svømmestjerne. Der blev Rikke Møller Pedersen nummer otte i sit semifinaleheat og missede dermed finalen i 100 meter bryst.

Samlet endte hun som nummer 15 ud af de 16 semifinalister.

Heller ikke i favoritdisciplinen blev det til den store succes ved VM for danskeren. Hun måtte sande, at semifinalen i 200 meter brystsvømning blev endestationen.

Tiden i semifinalen lød på 2 minutter og 24,51 sekunder, og det rakte til en 11.-plads samlet i de to semifinaler.

Det var en lille smule bedre end tiden i det indledende heat, men det rakte ikke til en finaleplads.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx