Af Ritzau - 19/03-17 19:14

Brøndby åbner stort hul til tredjepladsen med sejr over LyngbyBrøndby åbner stort hul til tredjepladsen med sejr over Lyngby

Kamil Wilczek lavede hattrick i 3-2-sejren over Lyngby, og Brøndby har nu 13 point ned til tredjepladsen.

storybild

Kamil Wilczek kom i fokus med tre mål, da Brøndby besejrede Lyngby i sidste runde i Superligaens grundspil. (Billede: Scanpix/Lars Møller)

Kamil Wilczek sørgede med et hattrick for en 3-2-sejr, da hans hold, Brøndby, søndag slog Lyngby i et topopgør i Alka Superligaens sidste grundspilsrunde.

Begge hold var på forhånd sikret en plads i top-6, så opgøret handlede udelukkende om at skaffe det bedst mulige udgangspunkt i det kommende mesterskabsslutspil.

Med sejren øger Brøndby afstanden til sine nærmeste forfølgere i tabellen.

De blågule har nu hele 13 point ned til Lyngby, der trods nederlaget holder fast i tredjepladsen

Den anden vej har Brøndby 12 point op til førerholdet FC København forud for de ti runder i mesterskabsslutspillet.

Brøndby havde trods et spillemæssigt markant overtag i første halvleg store problemer med at skabe oplagte chancer uden sin karantæneramte tyske playmaker Hany Mukhtar.

Efter pausen blev det bedre, og Lyngby så heller ikke helt så solide ud defensivt, som de ellers har haft for vane i det meste af sæsonen.

Lyngbys topscorer, Jeppe Kjær, sparkede gæsterne foran efter 17 minutters spil efter en indøvet hjørnesparkskombination og et tvivlsomt indgreb af Brøndby-keeper Frederik Rønnow.

Efter en time sparkede Kamil Wilczek bolden hårdt og yderligt i nettet til 1-1 efter et par mislykkede clearinger af Lyngby, og inden for de næste 19 minutter nettede polakken to gange mere.

Wilczeks to sidste scoringer faldt begge, efter Lyngby-keeper Jesper Hansen havde givet en returbold til angriberen tæt under mål.

Lyngbys indskiftede stortalent Jens Odgaard scorede et flot reduceringsmål, men gæsterne formåede derudover ikke at skabe spænding om resultatet.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx