Af Ritzau - 25/04-17 14:22; Opdateret: 25/04-17 16:18

Fodboldkvinder trækker igen Sverige i kvalifikationFodboldkvinder trækker igen Sverige i kvalifikation

Kvindelandsholdet i fodbold skal ligesom i EM-kvalifikationen op mod Sverige på vejen mod VM i 2019.

storybild

Det danske landshold i kvindefodbold skal møde Sverige, Kroatien, Ungarn og Ukraine på vejen mod VM i 2019. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Der er lagt op til nye slag om Skandinavien mellem Danmark og Sverige, når kvalifikationen til VM 2019 i kvindefodbold går i gang til efteråret.

Tirsdag blev der trukket lod til kvalifikationen, og her havnede de to skandinaviske nationer i pulje med hinanden, ligesom det var tilfældet i den seneste EM-kvalifikation.

De tre øvrige i puljen er Ungarn, Ukraine og Kroatien.

Gruppevinderen kvalificerer sig til VM. De fire bedste toere fra de syv europæiske kvalifikationsgrupper spiller efterfølgende om én VM-billet.

Umiddelbart får Danmark en svær vej til VM, siger landstræner Nils Nielsen ifølge Dansk Boldspil-Union.

- Vi er havnet i en svær pulje, det er helt sikkert. Ukraine er et hårdt hold at møde på udebane, Ungarn har et kuld af unge spillere, som har fået rutine og fik mange point i den sidste kvalifikation, og Kroatien lukker ikke mange mål ind.

- Og så er der Sverige, som jo notorisk er hårde ved os. Jeg synes ikke, at vi har været heldige med den lodtrækning. Vi har ingen lette kampe, så vi skal være på tæerne hver gang, siger landstræneren.

I de to skandinaviske møder i EM-kvalifikationen vandt Sverige på eget græs med 1-0, mens Danmark tog revanche og vandt 2-0 på dansk grund.

Sveriges mål mod Danmark var faktisk det eneste, som Danmark lukkede ind i hele kvalifikationen.

Svenskerne endte dog som gruppevinder, da Danmark måtte nøjes med 0-0 i Polen. Både Danmark og Sverige kvalificerede sig dog til sommerens EM i Holland.

Ingen af de øvrige tre nationer i VM-kvalifikationspuljen skal til EM.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx