Af Ritzau - 22/01-17 20:03

Landsholdsspillere langer ud efter DBU-topLandsholdsspillere langer ud efter DBU-top

Simon Kjær og William Kvist føler, at dele af DBU modarbejder de danske landsholdsspillere i fodbold.

storybild

Simon Kjær og William Kvist langer i Jyllands-Posten ud efter toppen i Dansk Boldspil-Union (DBU). (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

De erfarne landsholdsprofiler Simon Kjær og William Kvist angriber i skarpe vendinger toppen i Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det sker i en artikel i Jyllands-Posten.

- Det føles, som om nogen i DBU har et mål om, at vi ikke kommer til Rusland (VM-slutrunden i 2018, red.).

- Det er rigtigt ærgerligt for os, som bruger en masse tid og energi på landsholdet, siger FC København-spilleren William Kvist til avisen.

Han uddyber til avisen, at det på ham virker, som om DBU er delt i flere flanker.

- Der er interesser i DBU, som ikke nødvendigvis har DBU som deres førsteprioritet. Det har vi kunnet mærke i vores møder og forhandlinger, siger William Kvist blandt andet til Jyllands-Posten.

De to spillere siger, at forholdet mellem DBU og spillerne er præget af "manglende tillid," og at der er opstået en "vi mod de-kultur" i forholdet mellem parterne.

Avisen beskriver, at landsholdsprofilerne begyndte at føle en modvilje fra dele af DBU-toppen under voldgiftssagen mellem DBU og Spillerforeningen om fortolkningen af landsholdsaftalen.

Den sag endte med, at Danmarks Idrætsforbunds øverste appelinstans afgjorde, at DBU skyldte spillerne 3,5 millioner kroner.

- I vores samtaler med DBU følte vi, at der blev sagt én ting, men gjort noget andet. Det skaber manglende tillid og frustration, siger landsholdets anfører, Simon Kjær, til avisen.

Simon Kjær og William Kvist afviser over for Jyllands-Posten, at udviklingen skyldes grådighed fra spillernes side.

I regnskabsåret 2013-14 fik spillere og trænere honorar for 6,2 procent af landsholdets indtægter.

Nogenlunde det samme var tilfældet i seneste regnskab, skriver avisen.

Claus Bretton-Meyer, der er direktør i DBU, afviser spillernes kritik:

- Jeg kan slet ikke se, hvor det kommer fra, siger han.

I VM-kvalifikationen ligger Danmark på tredjepladsen i gruppe E med seks point for fire kampe.

Polen fører med ti point, og Montenegro har syv point. Begge hold har også spillet fire kampe.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx