14/10-17 18:06

Crystal Palace slår Chelsea og får første sæsonsejrCrystal Palace slår Chelsea og får første sæsonsejr

Chelsea tabte overraskende til Crystal Palace, mens Christian Eriksen sikrede Tottenham smal sejr på Wembley.

storybild

London. Før eller siden skulle det jo ske.

At Crystal Palace scorede et mål, fik point og vandt en fodboldkamp i denne sæson.

Begge dele blev udbyttet af hjemmekampen mod Chelsea, som endte med en 2-1-sejr til bundproppen i Premier League og dermed første sejr i ottende forsøg i denne sæson.

Tottenham sejrede 1-0 hjemme mod Bournemouth efter scoring af Christian Eriksen, mens Manchester City storsejrede med 7-2 over Stoke. Dermed tabte mesterholdet Chelsea et skridt i toppen af ligaen.

City topper med 22 point foran Manchester United med 20 point.

Tottenham følger efter med 17 point, mens Chelsea forbliver på 13 point ligesom Arsenal, der spiller senere lørdag.

Crystal Palaces første sæsonmål faldt efter 11 minutter, men der skulle hjælp til fra Chelsea.

Bolden blev lagt ind i feltet, hvor Chelseas Cesar Azpilicueta til sidst var uheldig at score i eget net.

Der gik dog ikke længe, før gæsterne udlignede til 1-1.

Tiemoue Bakayoko fik lov at stå helt udækket efter et hjørnespark til Chelsea, og den franske midtbanespiller pandede bolden i mål med hovedet.

I halvlegens sidste minut modtog Wilfried Zaha så en fin stikning fra Mamadou Sakho, og Zaha strøg igennem Chelsea-feltet og udplacerede Thibaut Courtois til 2-1-føring.

Tottenham kunne ikke få hul på bylden i de første 45 minutter af hjemmekampen på Wembley mod Bournemouth.

Christian Eriksen skulle dog blot bruge to minutter af anden halvleg, før han sparkede Tottenham foran 1-0 med sin tredje sæsonscoring i ligaen.

Hjemmeholdet kørte bolden rundt, og Eriksen modtog den i løb og fik snydt en modspiller på kanten af feltet, før han køligt sparkede bolden fladt i mål.

Manchester City holdt ren legestue hjemme mod Stoke, og Josep Guardiolas tropper vandt med hele 7-2.

Gabriel Jesus scorede to gange, det første mål satte City i gang efter 17 minutter. Raheem Sterling og David Silva gjorde det til 3-0, inden Mame Diouf reducerede før pausen.

Et selvmål af Citys Kyle Walker skabte spænding to minutter efter pausen, men foran 3-2 satte City turboen på.

Jesus, Fernandinho og Leroy Sane gjorde det til 6-2, inden Bernardo Silva scorede kampens sidste mål ti minutter før tid.

Huddersfield havde sine tre danskere, Mathias "Zanka" Jørgensen, Philip Billing og målmanden Jonas Lössl, med i udekampen mod Swansea.

Der var dog ikke meget succes at sole sig i, da hjemmeholdet vandt opgøret 2-0.

Første scoring faldt efter en afspilsfejl fra Lössl, der sendte bolden lige i fødderne på en modspiller.

Dermed ligger Huddersfield lige under midten i rækken med ni point.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx