Af Ritzau - 21/05-17 20:55

Wenger: Sæsonen har været svær for mig personligtWenger: Sæsonen har været svær for mig personligt

Arsenal var skuffede, mens Manchester City og Liverpool glædede sig over at slutte i top-4 i Premier League.

storybild

Arsenal-manager Arsène Wenger har været stærkt kritiseret i dele af den afsluttede sæson, og søndag måtte Wenger sande, at Arsenal ikke er Champions League-klub i den kommende sæson. (Billede: Reuters/Andrew Couldridge)

Arsenal måtte søndag gå den tunge gang og vinke farvel til 20 års deltagelse i Champions League.

I den kommende sæson tørner London-klubben ud i den mindre prestigefulde Europa League, da Arsenal sluttede på femtepladsen i Premier League og dermed uden for det gode selskab i top-4.

Arsenal vandt godt nok 3-1 hjemme over Everton, men da Liverpool samtidig slog Middlesbrough 3-0, kunne Arsene Wengers tropper intet stille op.

- Det er irriterende (at misse Champions League, red.), men vi havde en periode i sæsonen, som var svær, og det var svært for mig i min personlige situation.

- Vi spillede i en fjendtlig atmosfære, men spillerne kom stærkere tilbage i de to sidste måneder, og jeg er meget stolt af dem, siger Wenger ifølge AFP.

Arsène Wenger har været i Arsenal siden 1996, men i løbet af denne sæson har kritikken af franskmanden været stor i egne rækker hos fansene.

Wenger har tidligere meddelt, at han er klar over, hvad fremtiden bringer, men han ønsker endnu ikke at offentliggøre, om han fortsætter som Arsenal-manager.

Efter søndagens skuffelse gentog Wenger dog sit forhold til den klub, han har været manager for i 21 år, og han satte det i perspektiv i forhold til kritikken af ham i sæsonens løb.

- Jeg fokuserede på mit job. Jeg er professionel. Jeg elsker denne klub nok til at gøre mit bedste hver eneste dag. Er der én ting, man ikke kan stille spørgsmål ved, så er det min kærlighed til denne klub.

- Jeg har takket nej til alle klubber i verden for at blive her, siger Wenger.

Arsenal kan stadig nå at sikre et trofæ i sæsonen, hvis det bliver til sejr i FA Cup-finalen over Chelsea om en uge.

Hos Manchester City var der derimod glæde over at gå ind i sommerens transfervindue som en attraktiv Champions League-klub.

Manchester City sluttede på tredjepladsen efter 5-0-sejren over Watford.

- Vi har været under et stort pres, og vi er så glade for at slutte på tredjepladsen, lyder det ydmygt fra Guardiola.

Fjerdepladsen og dermed muligheden for at kvalificere sig til Champions League gik til Liverpool, hvor manager Jürgen Klopp også kunne puste ud.

- Det er en stor lettelse.

- En klub som Liverpool skal være i Champions League, siger Klopp, som dog først skal kvalificere Liverpool til turneringen efter sommerpausen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx