05/10-17 19:59

Rekord-Lewandowski og Polen tromler hen over ArmenienRekord-Lewandowski og Polen tromler hen over Armenien

Der var klasseforskel, da Polen torsdag aften vandt 6-1 over Armenien i Danmarks VM-kvalifikationsgruppe

storybild

Jerevan. I Danmarks VM-kvalifikationsgruppe E trak Polen torsdag aften fra i toppen med en sikker sejr på 6-1 ude over Armenien.

Med sejren har polakkerne nu 22 point, hvilket er det antal point Danmark og Montenegro maksimalt kan opnå i gruppen.

Det var en ensidig forestilling, hvor Polen fra starten viste, at der var klasseforskel på de to hold, og allerede efter to minutter bragte Polen sig foran.

Borussia Dortmund-spilleren Lukasz Piszczek gik til baglinjen, trak ind i feltet og sendte en flad bold skråt bagud til Kamil Grosicki, der med højrefoden dirigerede bolden i mål ved nærmeste stolpe.

Det skulle kun blive værre for Armenien.

Taron Voskanyan begik et frispark få meter fra kanten af det armenske felt efter 17 minutter, og det omsatte den polske stjerne Robert Lewandowski til mål.

Med højre inderside sparkede han bolden over muren og satte den op i hjørnet af målet.

Armenien havde ikke meget at byde på, og i det 25. minut opstod kampens mest komiske situation.

Armeniens målmand Grigor Meliksetyan parerede et skud, som røg ud til en medspiller, der afleverede bolden tilbage til målmanden, som af uransagelige årsager valgte at samle bolden op med hænderne.

Det gav Polen et indirekte frispark få meter fra den armenske målstreg, og Robert Lewandowski sparkede bolden ind gennem den armenske mur til 3-0.

Målet bragte desuden Robert Lewandowski alene i spidsen som den mest scorende polske landsholdsspiller gennem tiden med 49 mål.

Armenien var i knæ, men de var ikke slået. I det 39. minut kom forsvarsspilleren Hovhannes Hambardzumyan først på et hjørnespark med hovedet, og han headede reduceringen i kassen.

Til anden halvleg kom armenerne bedre ud til kampen. Det skyldtes måske også, at Polen skruede ned for tempoet, men alligevel blev Armenien aldrig farlige.

Det var polske Jakub Blaszczykowski til gengæld i det 58. minut, da han scorede til 4-1.

I et rush fra midten af banen blev det armenske forsvar ved med at bakke, og på trods af at afslutningen fra kanten af feltet var noget forkølet, så gik den ind bag målmand Grigor Meliksetyan, der ikke så for godt ud i situationen.

Robert Lewandowski havde ikke nok i sin nye rekord. I det 64. minut stod han klar ved bageste stolpe på en tværaflevering, og han satte sit landsholdsmål nummer 50 ind.

Rafal Wolski lukkede og slukkede med en scoring til 6-1 i det 89. minut efter småspil i det armenske felt, hvor armenerne ikke fik clearet bolden.

Kampen sluttede 6-1, og Danmark skal nu have en sejr over Montenegro senere torsdag aften for at gøre sig forhåbninger om at tage førstepladsen i puljen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx