22/03-14 20:34

Rooneys pragtmål sikrer Manchester United-sejrRooneys pragtmål sikrer Manchester United-sejr

På to mål af Wayne Rooney - det ene fra banens midte - sejrede Manchester United over West Ham.

storybild

(Billede: Polfoto)

Manchester United har for længst udspillet sin rolle i mesterskabskampen, men for en stund er selvtilliden tilbage i den hårdt prøvede mesterklub.

Lørdag aften blev det til den anden sejr på fire dage, da holdet sejrede 2-0 ude over West Ham. Den danske målmand Anders Lindegaard sad som sædvanligt på bænken for United.

Det var som om, at onsdagens sejr over Olympiakos, der gav Champions League-avancement, løftede United fra start på Upton Park.

Se den vilde kasse: Rooney kopierer David Beckham
Se den vilde kasse: Rooney kopierer David Beckham

Allerede i de første minutter havde Marouane Fellaini og Juan Mata nærgående forsøg, og efter syv minutter kom føringsmålet, som vil blive husket som et af sæsonens bedste.

Wayne Rooney kæmpede sig til bolden på midten af banen, og i bevidstheden om at West Hams spanske målmand Adrián befandt sig et godt stykke ude af målet, hamrede Rooney bolden mod mål fra en position et par meter inde på modstanderens banehalvdel.

Herfra kunne han se bolden stryge i nettet til 1-0.

For tre dage siden var Robin van Persie den store United-helt med tre scoringer, men han blev også skadet i slutningen af kampen mod grækerne.

I hollænderens skadesfravær var Rooney ikke sen til at indtage hovedrollen. Efter 33 minutter var hans scoring til 2-0 dog af noget lettere karakter. Han skulle blot skubbe bolden ind over stregen efter et perfekt udført kontraangreb.

Anden halvleg forløb uden de helt store højdepunkter, og United sørgede for ikke at bruge overflødige kræfter blot tre dage inden storopgøret mod lokalrivalen Manchester City tirsdag på Old Trafford.

Inden denne ligger Manchester United fortsat på syvendepladsen. Holdet har 11 point op til Arsenal og den fjerdeplads, der udløser kvalifikationskampe til Champions League.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx