Af Ritzau - 02/01-17 11:12

Eriksen: Tottenham er lige så stærke som sidste sæsonEriksen: Tottenham er lige så stærke som sidste sæson

Christian Eriksen insisterer på, at Tottenham er lige så gode som i fjor, og at selvtilliden er intakt.

storybild

Tottenhams Christian Eriksen tror stadig på en placering i den absolutte top i Premier League. (Billede: Scanpix/Adrian Dennis)

Tottenham og Christian Eriksen endte på en tredjeplads i Premier League i sidste sæson, og London-klubben duftede i lang tid til mesterskabet, som Leicester endte med at vinde.

Eriksen vurderer, at Tottenham også kan spille med om guldet i denne sæson. Men det bliver langt sværere.

- Vi vidste, det ville blive meget anderledes end i sidste sæson. Vi vidste, det ville blive meget hårdt. Mange af topholdene vandt ikke deres kampe i sidste sæson, og vi endte meget højt.

- Vi kan se i denne sæson, at det allerede er meget hårdt. Alle kæmper for det, så det bliver meget tæt i top-6, og vi skal være skarpe for at være med deroppe, siger Eriksen til Sky Sports.

Det var især efter et 2-2-resultat ude mod Chelsea, at Tottenham i maj 2016 mistede muligheden for guldet i tredjesidste spillerunde.

Siden vandt Chelsea 2-1, da de to klubber senest mødtes i ligaen i slutningen af november, da Eriksen scorede sit første ligamål i denne sæson.

Onsdag aften møder Tottenham igen Chelsea - denne gang hjemme på White Hart Lane, hvor Chelsea med en sejr vil sætte rekord med 14 sejre i træk i Premier League i samme sæson.

Chelsea har vundet 13 kampe i træk og fører ligaen med 49 point efter 19 kampe.

Tottenham har 39 point på fjerdepladsen, og hold som Manchester United, Manchester City, Arsenal er placeret meget tæt på hinanden.

- Jeg synes, vi er i en meget god position. Først og fremmest på grund af den måde, vi ønsker at spille.

- Alle hold vil være med i toppen, og vi er ikke langt fra noget som helst. Vi skal kæmpe til det sidste, siger Eriksen.

Han afviser, at selvtilliden har lidt et knæk, efter at Tottenham mistede muligheden for mesterskabet i fjor.

- Jeg tror egentlig ikke, selvtilliden har været væk på noget tidspunkt. Men det har været den måde, folk har set på det udefra: Åh, de virker ikke så gode som sidste sæson.

- Intet har egentlig ændret sig. Det er stadig de samme spillere, den samme spillestil og i nogle af kampene har vi måske endda været i mere kontrol end i sidste sæson.

- Jeg synes, at vores største styrke er at kontrollere kampene og gøre arbejdet færdigt uden at lade modstanderen komme ind i kampene, siger Eriksen.

Den 24-årige midtbanestrateg hæfter sig ved, at mange af de bærende kræfter - inklusive ham selv - samt flere af marginalspillerne har forlænget med klubben.

- Alle er glade for at være her. Ellers ville hele truppen ikke underskrive nye aftaler.

- Det siger meget om klubben, manageren og holdkammeraterne, at alle vil være en del af dette. Så forhåbentlig kommer der nogle meget gode år, siger Eriksen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx