11/11-17 23:38

Åge Hareide giver banen skylden for fysisk kampÅge Hareide giver banen skylden for fysisk kamp

På grund af banen i Telia Parken blev landsholdet tvunget til at spille fysisk mod Irland, siger Åge Hareide.

storybild

Åge Hareide og landsholdet fik lørdag 0-0 mod Irland i Parken. Reuters/Andrew Couldridge

København. Fodboldlandstræner Åge Hareide peger på banen i Telia Parken som årsagen til, at Danmark og Irland lørdag spillede et fysisk hårdt playoffslag, som endte 0-0.

I kampen var der mange dueller, og det danske hold lagde selv op til dem ved at slå lange bolde ned mod det stærke irske forsvar. Før kampen havde danskerne ellers gjort det klart, at man ikke ville ud i for mange slåskampe.

- Man kan prøve at gå ned på banen og så se, om man kan kontrollere bolden. Vi så i går (fredag) til vores træning, at banen ikke egner sig til pasningsspil.

- Når irerne pakker sig ned, er det svært at få bolden ind mellem deres kæder og få gang i spillere som Christian Eriksen og Sisto. Men det havde også noget med tempoet at gøre.

- Hvis banen havde været bedre, havde vi gået på banen med en anden plan. Det må være en fordel, at banen er bedre i returkampen, siger Hareide på et pressemøde.

Han vil dog ikke rette kritikken nogen steder hen.

- Man kan ikke give skylden til nogen. I november er der ikke meget, som gror. Det er svært at have en god bane i Norden i november, medmindre man har en hybridbane, og det har vi ikke, siger Hareide.

En hybridbane er en græsbane med en smule kunstgræs i sig.

Nordmanden er til gengæld tilfreds med, at Danmark trods en nullert var tættest på at vinde.

- Vi skabte nok chancer til at vinde kampen. Vi fik mindst tre store chancer, men vi skal være i stand til at få den ind mellem stolperne, siger han.

Landstræneren hæfter sig også ved, at irerne kun fik en stor mulighed, men ellers var langt væk fra det danske mål.

- Jeg er meget tilfreds med, hvordan spillerne greb kampen an. Vi kom med en god indstilling, og jeg er meget tilfreds med sikkerheden i vores stil.

- På grund af banens beskaffenhed må vi nogle gange vurdere, om det kan betale sig at spille bolden ind mellem kæderne og så miste den og se dumme ud. For et år siden havde vi tabt sådan en kamp, siger Hareide.

På grund af reglen om udebanemål vil Irland være tvunget til at vinde returkampen, hvis Danmark scorer.

- 0-0 er ikke et dårligt resultat. Hvis vi scorer, skal de score to gange, og det har de ikke gjort så mange gange.

- Så vi kommer til at gå efter at score. Det er en psykologisk fordel for os, at de ikke har fået et udebanemål.

- Jeg tror også, at irerne kommer til at gå længere frem i returkampen. Det bør være en fordel for os, siger Åge Hareide.

Der er returkamp tirsdag i Dublin.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx