Af Ritzau - 24/01-17 11:56

Bakken Bears lærer af dyr tur i Champions LeagueBakken Bears lærer af dyr tur i Champions League

Det giver store oplevelser, men underskud at deltage i Champions League, siger Bakken Bears' sportsdirektør.

storybild

Bakken Bears (i hvidt) spiller onsdag sin sidste Champions League-kamp i denne omgang. Her ses holdet i aktion i sidste sæsons DM-semifinale mod Næstved. (Billede: Scanpix/Kim Haugaard)

Bakken Bears har betalt dyre lærepenge i den første udgave af Champions League i basketball.

Det aarhusianske basketballflagskib har blot sejret en enkelt gang i 13 kampe, og inden sidste gruppekamp onsdag mod tyrkiske Banvit i Aarhus, er Bakken ude af turneringen.

Trods nederlagene har det været sjovt at prøve kræfter med de bedste, siger Michael Piloz, sportsdirektør i Bakken Bears.

- Vi vidste godt, der var forskel, men vi er nok alligevel en smule overraskede over, hvor stor forskellen er op til det europæiske topniveau. Vi har fået at mærke, hvad det vil sige, når man ikke er helt lige så god som de andre.

- Set over en hel trup hopper modstanderne lige en halv centimeter højere, deres arme er lige lidt længere, de løber en smule hurtigere og skyder en smule bedre. Det er derfor, de får en større løn og spiller i større klubber.

- Det er vel, som hvis et dansk fodboldhold skal ud og spille mod Real Madrid og Dortmund. I basketball er det bare endnu mere ubarmhjertigt, for det bedste hold vinder næsten altid, siger Michael Piloz.

Økonomisk har det været en dårlig forretning at være med i turneringen på grund af de mange rejseomkostninger.

- Det er en dødssyg forretning. Vi får 100.000 euro for at være med i hovedturneringen, og det afbøder lidt af det, men det opvejer ikke udgifterne til syv udekampe i turneringen plus en i kvalifikationen.

- Vi har 18 mand af sted til udekampene, og så er der også udgifter i forbindelse med hjemmekampene, hvor vi har skullet flytte kampe væk fra Vejlby-Risskov Hallen, siger han.

Afkastet kunne så komme af bedre præstationer i ligaen, men det er endnu for tidligt at måle, mener Michael Piloz.

- Det har kostet lidt på den korte bane, når vi har rejst og spillet kampe i hele Europa, og så skal spille i ligaen kort efter.

- På den lange bane håber jeg, vi kommer til at nyde godt af de her oplevelser og den læring, det er at blive straffet for den mindste fejl, siger han.

Når han skal se tilbage, husker han først og fremmest turneringen for noget positivt - og Bakken deltager gerne igen trods omkostningerne.

- Vi har brandet vores klub og dansk basketball. Det har gjort os interessant for spillere på et højere niveau, og vi har fået nogle fantastiske oplevelser.

- Når man spiller nede i Tyrkiet og Grækenland, er det nogle kæmpe oplevelser. Folk brænder virkelig for basketball dernede, og det er noget andet end at spille i Aarhus eller Gentofte, siger sportsdirektøren.

I næste sæsons udgave af turneringen deltager 32 hold, mens der i denne sæson er 40 deltagere. Bakken Bears er i denne sæson den klub med færrest sejre.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx