Af Ritzau - 08/03-17 08:38

Kasper Dolberg: Det bliver svært at åbne FCK-forsvaretKasper Dolberg: Det bliver svært at åbne FCK-forsvaret

Ajax-angriber Kasper Dolberg forventer jævnbyrdige opgør mod FCK. Han er imponeret af københavnernes forsvar.

storybild

Kasper Dolberg brød igennem i Ajax i efteråret. (Billede: Scanpix/Janek Skarzynski)

FC København har i europæisk sammenhæng ikke lukket mål ind på hjemmebane i denne sæson, og torsdag aften skal FCK forsøge at opretholde den gode statistik i Telia Parken mod Ajax Amsterdam i Europa League.

Udeholdets danske landsholdsangriber, Kasper Dolberg, forventer da også, at Ajax får problemer med at åbne FCK-forsvaret, der styres af Mathias "Zanka" Jørgensen og Erik Johansson.

Det siger Dolberg til Politiken.

- Det sværeste bliver at åbne deres defensiv. Det bliver vel 4-3-3 mod 4-4-2. Vi bruger kanterne meget, vi vil gerne have bolden, helst hele tiden. Nu må vi se, hvordan FCK'ernes tilgang til kampen er. Det vil være vigtigt for os at score på udebane, siger han.

19-årige Dolberg har gjort kometkarriere i denne sæson. I alt har han scoret 14 mål for Ajax, og tre af dem har været i europæisk fodbold.

Direkte adspurgt om hvem der af FCK og Ajax er favorit til at gå videre til kvartfinalerne i Europa League, svarer Dolberg følgende:

- Det er svært at sige. FCK har haft en god periode - en meget lang periode med fornemme resultater. De har et meget stærkt forsvar, lukker sjældent mål ind på hjemmebane og er erfarne i Europa.

- Vi har også leveret masser af gode præstationer, og man skal ikke lægge så meget i, at vi i søndags kun fik 1-1 i Groningen. Vi er også stærke, siger Dolberg til Politiken.

Ajax forventes også at have dansk islæt på midtbanen i form af Lasse Schöne i torsdagens kamp.

Returopgøret spilles i næste uge i Amsterdam.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx