Af Ritzau - 28/05-17 19:43

Sportschef blåstempler ny Sønderjyske-træners halvårSportschef blåstempler ny Sønderjyske-træners halvår

Sportschef Hans Jørgen Haysen er meget tilfreds med Claus Nørgaards start som træner i Sønderjyske.

storybild

Sønderjyske er godt tilfreds med Claus Nørgaards første halvår i trænersædet. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Sønderjyske sagde i vinterpausen farvel til succestræneren Jakob Michelsen, som i sidste sæson førte klubben til nærmest sensationelle sølvmedaljer.

Som afløser blev Claus Nørgaard hentet ind, og han formåede at få klubben i Alka Superligaens mesterskabsspil, men her er sønderjyderne kommet til kort.

Facit i sæsonen er en sjetteplads, noget sportschef Hans Jørgen Haysen dog mener, blåstempler Nørgaards start i klubben.

- Han var rigtig, rigtig god til i de første uger at se, hvordan det så ud, og så tage udgangspunkt i det. For der var jo ikke behov for en stor renovering fra start, når tingene fungerede, siger Haysen.

- Han har skruet på de parametre, han synes, der skulle skrues på, men det var svært for ham at komme ind, for han skulle tage over for en træner, der havde gjort det bedre end nogen anden tidligere i klubben.

- Men det, at han mod alle odds fik os med i mesterskabsspillet, det blåstempler hans år her, siger sportschefen

Claus Nørgaard kom til Sønderjyske fra en tjans som U18-landstræner, og hans fortid med ungdomsfodbold smitter også af.

- Jeg har været toptilfreds med det, han har ydet. Han er en loyal mand, der arbejder 100 procent for klubben, og en mand der også vil ungdomsarbejdet, siger Haysen.

- Han passer spot on ind i, hvordan vi vil gøre det i Sønderjyske.

Claus Nørgaard har også kontrakt for næste sæson, men her må han tage fat med en stribe nye spillere, da Sønderjyske står over for at miste en række profiler.

Johan Absalonsen, Nicolaj Madsen og anfører Pierre Kanstrup har alle kontraktudløb, og ingen af de tre ser ud til at blive i klubben.

- Vores udgangspunkt lige nu er, at de ikke er her. De ser sig om efter noget andet, og det betyder selvfølgelig også, at vi ser os om efter noget andet, siger Haysen.

- Kommer de og banker på min dør, må vi have en snak igen, men vi har trukket en streg i sandet og sagt, at udgangspunktet er, at de ikke er her.

Sønderjyske har allerede sikret sig tre nye spillere i form af Emil Scheel, Stefan Gartenmannn og Sebastian Mielitz.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx