Af Ritzau - 11/05-17 19:24

VM-debutant efter 0-3-nederlag: En fed oplevelseVM-debutant efter 0-3-nederlag: En fed oplevelse

Nederlaget til Rusland overskygger ikke oplevelsen for George Sørensen, der var bedste dansker i sin VM-debut.

storybild

George Sørensen sprællede i målet og holdt russerne på afstand i 35 minutter i sin første VM-kamp. (Billede: Reuters/Wolfgang Rattay)

En tabt kamp er sjældent noget at samle på for professionelle sportsmænd, men ishockeymålmanden George Sørensen har det store smil på efter Danmarks 0-3-nederlag til Rusland ved VM.

Sørensen viste nemlig glimrende spil i karrierens første VM-kamp, og arrangørerne belønnede efterfølgende præstationen med en kåring som kampens bedste dansker.

- Jeg er meget tilfreds med min kamp, selv om jeg lukkede tre mål ind.

- Jeg har vist, at jeg godt kan følge med på dette niveau, og jeg er tørstig efter flere kampe i fremtiden, siger George Sørensen.

Den 21-årige målmand fik chancen, fordi førstekeeper Sebastian Dahm skulle have en pause.

Sørensens flotte spil var med til at frustrere de russiske storfavoritter, der var 35 minutter om at skyde hul på debutanten. Derfra gik det til gengæld også stærkt: De tre russiske scoringer faldt inden for 70 sekunder.

- Jeg er da lidt træt af det, for vi spillede en rigtig god kamp i 59 minutter, men vi havde en lille nedsmeltning. Jeg tænker på, hvad der kunne være sket til sidst, hvis vi også havde spillet godt i de minutter, siger målmanden.

- Men alt i alt tænker jeg på det som en fed oplevelse, og det er altid noget specielt at spille i sådan en stor arena, siger han.

Det er ikke første gang, han brillerer mellem stængerne mod Rusland.

Han stod en pragtkamp, da U20-landsholdet meget overraskende tvang Rusland ud i straffeslag ved junior-VM i Canada for to et halvt år siden.

Det kan de også huske i Rusland, og da russisk tv tidligere på ugen besøgte den danske træning, var det blandt andet for at interviewe den unge reservemålmand.

- De snakkede med mig om den 2-2-kamp i Toronto. Jeg tror, min spillestil passer godt til russerne, der godt kan lide at holde i pucken.

- Jeg var meget tålmodig i dag, hvor jeg holdt mig på fødderne og læste pasningerne, konstaterer George Sørensen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx