Af Ritzau - 31/05-17 19:34

Succes i Paris for Wozniacki: Men jeg kan ikke med RomSucces i Paris for Wozniacki: Men jeg kan ikke med Rom

Efter onsdagens sejr i French Open fortalte Caroline Wozniacki om sit afbud i Rom, hvor hun døjer med høfeber.

storybild

Caroline Wozniacki er videre til tredje runde i French Open. (Billede: AFP)

Caroline Wozniacki har i øjeblikket succes ved French Open, hvor danskeren onsdag spillede sig frem til tredje runde med en sejr på 6-0, 6-0 over Francoise Abanda fra Canada.

Forud for den igangværende turnering i Paris meldte Wozniacki afbud til en WTA-turnering i Rom.

Efter onsdagens suveræne sejr afslørede den 26-årige dansker, at hun er særlig plaget af høfeber i den italienske hovedstad.

- Jeg kan praktisk talt ikke få vejret.

- Det er virkelig mærkeligt. Det er kun, når jeg befinder mig på banen, hvilket gør det endnu mere mærkeligt, siger Wozniacki ifølge AFP.

- Det er, når jeg befinder mig på tennisanlægget. Jeg ved ikke, om det skyldes de store træer, der er der. Når jeg er inde i bymidten, så har jeg det fint, forklarer hun.

- Jeg har forsøgt al den medicin, som vi har lov til at tage, og intet hjælper rigtigt - ellers får det mig til at falde i søvn, hvilket ikke er så godt, siger Wozniacki.

I optakten til French Open er den danske tennisstjerne også gået glip af en turnering i Madrid på grund af en skade. I Strasbourg måtte hun trække sig i sin åbningskamp med en rygskade.

De mange uger uden kampe har skabt tvivl om Wozniackis form op til French Open. Indtil videre har danskeren gjort det overbevisende med to sejre og en plads i tredje runde på gruset i Paris.

- Jeg har det godt. Grus er ikke mit favoritunderlag. Men på den anden side, så føler jeg, at jeg slår godt til bolden.

- Jeg har følt mig godt spillende hele sæsonen, så forhåbentligt kan jeg tage det med ind i anden halvdel af sæsonen, siger hun.

I tredje runde står Wozniacki over for amerikanske Catherine Bellis, som er nummer 48 på verdensranglisten.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx