21/03-18 04:51

Frans Nielsen sikrer Detroit-sejr med afgørende straffeslagFrans Nielsen sikrer Detroit-sejr med afgørende straffeslag

Frans Nielsen sørgede for Detroit-sejr, og Lars Eller assisterede to gange for Washington i nattens NHL-kampe.

storybild

Frans Nielsen leverede varen, da han med en straffeslagsscoring natten til onsdag sikrede en sejr til Detroit. Scanpix/Bob Dechiara/arkiv

Detroit. Den 33-årige danske ishockeyspiller Frans Nielsen viste natten til onsdag dansk tid, hvorfor han betragtes som en af de bedste straffeslagsskytter i den nordamerikanske ishockeyliga NHL.

Den rutinerede dansker var nemlig den eneste, der formåede at sende pucken i nettet, da nattens opgør mellem Detroit Red Wings og Philadelphia Flyers skulle afgøres i straffeslagskonkurrence.

Kampen i Detroit var endt 4-4 efter den ordinære spilletid.

I straffeslagskonkurrencen valgte Detroit at sende sin pålidelige dansker på isen som første skytte. Frans Nielsen leverede varen, hvilket altså viste sig at være nok til at sikre sejren til værterne.

Det var Frans Nielsens fjerde straffescoring ud af seks forsøg i sæsonen.

På trods af sejren ligger Detroit stadig i den tunge ende af tabellen. Holdet ligger således på Eastern Conferences samlede 13.-plads.

Også danske Lars Eller markerede sig positivt i nattens NHL-opgør.

Han blev noteret for to assister, da Washington Capitals på hjemmebane besejrede Dallas Stars med 4-3.

Danskerens første assist kom, da han fulgte op på et forsøg fra stjernen Alex Ovechkin. Eller lagde elegant pucken til rette for T.J. Oshie, der sendte den i nettet. Målet var en udligning til 1-1.

I tredje periode havde Eller igen næstsidste stav på pucken, da John Carlson scorede det afgørende 4-3-mål i tredje periode.

Washington topper i øjeblikket Metropolitan Division i Eastern Conference.

Nikolaj Ehlers og Oliver Bjorkstrand var også i aktion for henholdsvis Winnipeg Jets og Columbus Blue Jackets.

De vandt begge, men ingen af dem kom på pointtavlen.

Bjorkstrand og resten af Columbus-mandskabet kan dog glæde sig over, at de nu ligger til en billet til slutspillet efter ni sejre på stribe.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

'Kvindelige actionhelte sparker røv':...
bt.dk
Voldsomt overfald: 23-årig kvinde...
bt.dk
12-årig dreng stjal sin mors...
bt.dk
Bendtner overrasker med...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx