Af Ritzau - 27/05-17 17:16; Opdateret: 27/05-17 17:26

Dumoulins tidstab lægger op til dramatisk Giro-finaleDumoulins tidstab lægger op til dramatisk Giro-finale

Thibaut Pinot vandt sidste bjergetape, hvor Tom Dumoulin tabte tid. Alt er åbent før enkeltstart.

storybild

Thibaut Pinot (FDJ) var hurtigst i spurten, da fem ryttere kom samlet til mål på 20. etape. (Billede: Scanpix/Luk Benies)

Der bliver drama til det sidste i dette års udgave af Giro d'Italia.

På lørdagens næstsidste etape rottede klatrespecialisterne sig sammen i et fornuftssamarbejde, som sluttede med, at Thibaut Pinot (FDJ) kørte først over målstregen.

Dermed er der lagt op til en tæt kamp på sidste etape, der er en knap 30 kilometer lang, flad enkeltstart.

Den hollandske temporytter Tom Dumoulin (Sunweb) må være favorit, efter at det lykkedes ham at begrænse lørdagens tidstab til 15 sekunder.

Men sikker er sejren på ingen måde, for Dumoulin er 53 sekunder efter førende Nairo Quintana (Movistar), inden det går løs fra Monza til Milano søndag.

Imellem de to ligger Vincenzo Nibali på andenpladsen 39 sekunder efter Quintana, mens nummer tre, Pinot, er yderligere fire sekunder bagude.

Der er altså både den samlede sejr og podiepladser at kæmpe for i kampen mod uret søndag.

Etapens afgørende øjeblik kom med omkring seks kilometer til toppen af det sidste bjerg. Her gjorde Quintana endelig et udfald, fik hul og fik rivalen Vincenzo Nibali (Bahrain Merida) på slæb.

De to topnavne havde en fælles interesse i at skabe så stort et forspring som muligt til Dumoulin, og kort efter kom Thibaut Pinot op til duoen.

Men selv om Dumoulin som vanligt havde svært ved at svare igen på temposkift, lykkedes det aldrig klatrespecialisterne at ryste ham afgørende af.

Godt 20 sekunder tabte Dumoulin på toppen til de tre favoritter, der kastede sig ud i hidsigt forfølgelsesløb for at fange Ilnur Zakarin (Katusha) og Domenico Pozzovivo (AG2R), der havde krydset toppen først.

Kort efter var frontgruppen vokset til fem mand, mens Dumoulin desperat forsøgte at lukke hullet bagved.

I opløbet i Asiago var Pinot som ventet hurtigst og vandt foran Zakarin og Nibali.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx