03/12-17 23:04

Lettede danskere efter storsejr: Nu begynder vores VMLettede danskere efter storsejr: Nu begynder vores VM

Præstationen mod Japan var en mental oprejsning for spillerne, der formåede at glemme den dårlige premiere.

storybild

Sarah Iversen er glad for måden, det danske hold rejste sig på mod Japan. Scanpix/Liselotte Sabroe

Oldenburg. VM er begyndt med én dags forsinkelse for det danske kvindelandshold i håndbold.

Med 32-18-sejren over Japan fik de danske spillere oprejsning efter den dybt skuffende præstation i lørdagens premiere mod Montenegro. Nu er optimismen vendt tilbage.

- Vi manglede at stemple ordentlig ind. Kampen i går (lørdag, red.) var noget møg. Det var virkelig ærgerligt at komme sådan fra start. Man kan godt sige, at vi nu har meldt os ind. Nu starter vi, siger stregspilleren Sarah Iversen.

Målvogter Sandra Toft hæfter sig ved, at det lykkedes for spillerne at ryste den sløje indsats mod Montenegro ud af kroppen på mindre end et døgn.

- Det var en mental oprejsning. Folk var meget kede af det og langt nede, så det var fedt, at vi kunne levere sådan en indsats.

- Vi fik japanerne til at ligne et dårligt håndboldhold, og det er det jo overhovedet ikke. Vi så, at de spillede uafgjort mod Brasilien dagen før, siger Sandra Toft.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen bad allerede lørdag aften sine spillere om at glemme den dårlige præstation i den første kamp.

Med så kort interval mellem kampene er der ikke tid til at ruge over et nederlag særlig længe.

- Han var meget hurtig til at sige: "Vi har en kamp i morgen, vi skal videre", fortæller Sarah Iversen.

- Det var en god måde at gøre det på. Ellers kunne vi have tudet hele natten, og så havde vi ikke fået noget søvn. Så det var nok fint.

- Jeg har slet ikke tænkt på den første kamp siden. Jeg tænkte bare, at Japan skulle have en på lampen. Jeg synes saftsusemig, det var en god holdindsats, og det var flot, at vi rejste os på den måde, siger Sarah Iversen.

Mandag er kampfri, og først på tirsdag skal spillerne på banen igen, når de skal møde Tunesien.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx