Af Ritzau - 13/01-17 23:29

Mads Mensah langer ud efter IHF: Det er for vattetMads Mensah langer ud efter IHF: Det er for vattet

Den danske VM-spiller har ingen respekt for IHF-ledelsen, der ikke har truffet en afgørelse i René Toft-sagen.

storybild

Mads Mensah forventer ikke, at Danmarks rivaler vil forhindre René Toft Hansen i at spille ved VM. (Billede: Reuters/Benoit Tessier)

Det Internationale Håndboldforbund (IHF) skubber ansvaret fra sig, når forbundet lader det være op til Danmarks modstandere, om René Toft Hansen må spille ved VM med sin omstridte albuebeskytter.

Det mener den danske landsholdsspiller Mads Mensah, der ikke har meget til overs for håndboldverdenens topfolk i minutterne efter Danmarks 33-22-sejr over Argentina i VM-premieren.

- Det er en rigtig, rigtig vattet løsning. At man ikke vil tage ansvar for noget, det har jeg ingen respekt for, siger Mads Mensah.

Ifølge Dansk Håndbold Forbunds (DHF) oplysninger vil IHF give dispensation til at spille med sin beskytter, hvis modstanderne siger god for det.

Det er en situation, som hverken Danmark eller modstanderne ønsker at stå i, men den åbner døren på klem for, at René Toft Hansen alligevel får lov at spille i turneringen.

- Jeg håber selvfølgelig, at den løsning giver os mulighed for at få René med.

- Jeg håber og tror, at de andre hold har forståelse for, at hele denne polemik ikke bare handler om albuebeskyttere, men om nogle regler, som jeg ikke tror, at nogen spillere i verden støtter op om, siger Mads Mensah.

- Det kan ikke være rigtigt, at vi skal spille flere og flere hårde kampe, og udstyret, vi må bruge, skal gå i den anden retning.

Hvis det ender med, at modstanderne enkeltvis skal tage stilling til, om René Toft Hansen må være med, bliver diskussionen den samme før hver eneste kamp.

Så vil danskerne aldrig kunne være helt sikre på at kunne benytte den vigtige forsvarsspiller.

Men foreløbig vælger de danske spillere at tro på fairplay fra modstanderne, og Mads Mensah kan ikke forestille sig, at nogen vælger at stille sig på bagbenene.

- Det vil være et uhørt lavt niveau af de andre, og skulle det være tilfældet, tror jeg, de vil tænke, at de ikke har vundet på ærlig vis.

- Man vil gerne vinde, men man vil også gerne spille mod hold, der har de bedste med. Hvis der er nogen, der vil stille sig på tværs, håber jeg, de har en dårlig smag i munden, siger Mads Mensah.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx