20/09-17 01:37; Opdateret: 20/09-17 04:31

Magiske Messi udsletter Eibar med fire scoringerMagiske Messi udsletter Eibar med fire scoringer

Argentineren scorede sit 43. hattrick i storsejr over Eibar, hvor nyindkøbet Paulinho også lyste op.

storybild

FC Barcelonas Lionel Messi stod for fire scoringer i storklubbens nedsabling af Eibar i den bedste spanske fodboldrække. Scanpix/Pau Barrena

Barcelona. Lionel Messi var igen den altoverskyggende hovedperson, da FC Barcelona tirsdag aften blæste Eibar ud af Camp Nou i La Primera Division.

Således stod den argentinske troldmand for fire scoringer i 6-1-sejren over de demoraliserede baskere.

Dermed fortsætter Barcelona den perfekte sæsonstart, der foreløbig har budt på lutter sejre.

Barcelona-træner Ernesto Valverde havde rykket godt rundt i startopstillingen for første gang, siden han overtog roret i storklubben.

Det gav blandt andet plads til brasilianeren Paulinho, og midtbanespilleren viste hurtigt sit værd for catalonierne.

Det var dog allestedsnærværende Lionel Messi, der åbnede scoringen, da han overlegent omsatte et straffespark til 1-0 i 21. minut.

Syv minutter før pausefløjtet kom nyindkøbet Paulinho i centrum, da han pandede Denis Suárez' hjørnespark i nettet.

Denis Suárez fulgte derefter sin assist op med scoringen til 3-0 efter forarbejde af netop Paulinho.

Efter en Eibar-reducering genoprettede Lionel Messi igen tremålsføringen med en følt afslutning fra kanten af feltet.

Efter en times spil kunne argentineren fuldende sit 43. hattrick i karrieren, da han skød bolden mellem Eibar-målmand Marko Dmitrovics ben - igen på forarbejde af Paulinho.

Med fire minutter tilbage af kampen kunne Messi notere sit 12. mål i blot otte kampe efter hurtigt kombinationsspil med Aleix Vidal.

Lionel Messi var ikke den eneste, der havde tur i den i aftenens runde i La Primera Division.

Valencias Simone Zaza scorede således et hattrick på blot syv minutter i 5-0-sejren over Malaga.

Det skete, efter at Zaza var blevet vraget til startopstillingen i den forrige kamp mod Levante.

- Jeg havde ikke noget at bevise. Det, der skete lørdag, er allerede glemt. Jeg tror, det er normalt at blive sur, når man ikke spiller, siger Zaza efter kampen.

Valencia ligger nummer tre i La Primera Division efter Barcelona og Sevilla.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx