07/05-18 22:31

Canadisk skøjtekunst punkterer Danmarks ishockeyfestCanadisk skøjtekunst punkterer Danmarks ishockeyfest

Et dansk hold uden Frederik Andersen var chanceløst mod Canada, der hurtigt fik skruet ned for larmen i Boxen.

storybild

Målene haglede ind i den danske ende i Herning. I den anden ende var danskerne knap så flittige gæster, men det lykkedes at reducere i tredje periode. Scanpix/Joe Klamar

Herning. Dansk ishockey har gjort enorme fremskridt i de seneste par årtier, men afstanden til sportens supermagter er stadig voldsom.

Danmark tabte helt som ventet mandagens VM-kamp til Canada, der vandt med 7-1 efter at have haft kampen under fuld kontrol i 60 minutter.

Publikum i Boxen forsøgte at bære hjemmeholdet frem mod sensationen, men stemningen i arenaen blev hurtigt småflad, da canadierne demonstrerede forskellen i skøjteløb og spilteknik.

En fæl aften truede i horisonten med Canadas 5-0-scoring efter blot 27 minutter. Men de danske spillere nægtede at lade sig ydmyge, holdt aldrig op med at kæmpe og fik dæmmet op for målstrømmen.

Canada nøjedes med to træffere i kampens sidste halvdel, og da Jesper Jensen Aabo vippede pucken i mål til 1-6-reduceringen i slutfasen, fik de mere end 10.000 tilskuere lidt at juble over.

At det alligevel blev en lidt tam aften skyldtes også den danske opstilling, der signalerede, at man ikke for alvor regnede med at kunne drille gæsterne fra ishockeyhøjborgen.

Frederik Andersen fik en friaften og overlod målet til reserven Sebastian Dahm. Backen Emil Kristensen spillede på ny forward, og der var ikke spillere nok til fire kæder.

Dahm vil nok ikke være tilfreds med sin indgriben ved Ryan Nugent-Hopkins' 5-0-scoring, men målmanden gjorde det ellers hæderligt med et par fremragende redninger undervejs.

Han kunne intet stille op ved Canadas to scoringer i første periode, som blev sat ind af Josh Bailey og Aaron Ekblad.

Blot to danske skudforsøg blev det til i de første 20 minutter, og også efter første pause havde danskerne mere end rigeligt at gøre med at holde sammen på defensiven.

At dommerne annullerede en canadisk 3-0-scoring hjalp kun kortvarigt, for kendelsen tændte tilsyneladende blot yderligere op under verdensstjernerne, der i de efterfølgende minutter gav det danske hold en tur i karrusellen.

Tre mål på tre minutter bragte stillingen op på 5-0, inden canadierne slappede en smule af, hvilket danskerne udnyttede til at blive nærgående.

Nicklas Jensen var tæt på i flere omgange, blandt andet med et drøn på overliggeren, men det var Jesper Jensen Aabo, der sørgede for det første danske VM-mål i fem-mod-fem-spil.

Resultatet er der ikke grund til at lade sig overraske over, og der kommer mere medgørlige modstandere senere i turneringen.

Samtidig er offensive forstærkninger i form af Jannik Hansen og Mikkel Bødker formentlig på trapperne, så Jan Karlsson igen kan mønstre et fuldt hold.

Først venter der dog endnu en vanskelig kamp mod Finland på onsdag, inden jagten på kvartfinalebilletten endegyldigt skal sættes ind.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Mand faldet over bord: Kæmpe...
bt.dk
Solgt i hele landet: Spis ikke denne...
bt.dk
Forsker: Disse jobs forsvinder i...
bt.dk
Medier: Fodboldlegende skal giftes...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx