28/09-17 09:53

Sejr i Moldova skal sende FCK mod europæisk avancementSejr i Moldova skal sende FCK mod europæisk avancement

En udesejr over Sheriff Tiraspol vil bringe FCK i en gunstig situation i Europa Leagues gruppe F.

storybild

Tiraspol. FC København kan torsdag aften sikre sig et godt udgangspunkt efter de to første kampe i Europa Leagues gruppespil.

Vinder FCK på udebane over moldaviske Sheriff Tiraspol, der spås at være gruppens tredjebedste hold, vil københavnerne have sikret sig et godt udgangspunkt med henblik på at slutte i top-2 og dermed gå videre.

Det siger forsvarsprofilen Nicolai Boilesen forud for opgøret i Moldova.

- Hvis vi vinder ude over Sheriff, så begynder det allerede at se godt ud.

- Men selv om vi vinder og går efter at komme videre, så skal vi huske, at det kun er den anden gruppekamp, så intet er sikkert, bare fordi vi vinder, men det vil være et godt skridt for os, siger Boilesen.

I første spillerunde spillede FCK 0-0 hjemme mod Lokomotiv Moskva, mens Sheriff Tiraspol spillede 0-0 ude mod FC Zlín.

Nicolai Boilesen forsikrer, at FCK rejser til Moldova med ambitioner om mere end blot at fedte et point hjem.

- Vi gider ikke rejse så langt for at spille uafgjort.

- Vi ved, at det altid er sværere at spille på udebane i Europa, men vi skal selvfølgelig gå efter sejren alligevel, siger Boilesen, der er optimistisk efter fire FCK-sejre og en enkelt uafgjort i september.

- Præsterer vi på det niveau, som vi har vist på det seneste, så tror jeg nok, at vi skal få de point, som er nødvendige. Det gælder både mod Sheriff og i de kommende kampe, siger Nicolai Boilesen.

I FCK-manager Ståle Solbakkens regnestykke for at sikre avancement kan uafgjort på udebane sagtens bruges.

- Som udgangspunkt går vi efter at blive bedre indbyrdes, når vi spiller ude og hjemme mod hold fra Moldova og Tjekkiet. Kan vi få fire point mod både Sheriff og Zlín, så er der store chancer for, at vi går videre.

- Jeg er ligeglad med, om vi tager pointene hjemme eller ude, men kan vi få fire point mod hvert hold, så er vi godt på vej videre, siger Solbakken.

Spørgsmål: Du forventer vel også, at I kan tage fire point mod de to hold?

- Jeg forventer i hvert fald, at begge udekampe bliver svære, siger nordmanden.

Sheriff Tiraspol - FCK begynder klokken 21.05. Om tre uger spiller FCK i Tjekkiet mod FC Zlín.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx