11/11-17 12:33

Kvist om irsk spillestil: Der må brækkes benKvist om irsk spillestil: Der må brækkes ben

Midtbanespilleren William Kvist er forberedt på hårde irske tacklinger i lørdagens VM-playoffkamp i Parken.

storybild

København. Når det danske fodboldlandshold lørdag tager imod Irland i den første af to VM-playoffkampe, så venter der flyvende irske tacklinger.

Det forudser William Kvist, der har spillet sammen med flere irere i Englands to bedste fodboldrækker.

Den nuværende FC København-anfører advarer derfor mod fysisk hårdt spil fra Irland.

- Irerne har lidt en Braveheart-kultur eller opofrelses-kultur. Der må brækkes ben, og der må gøres det hele. De er opvokset med at kæmpe for hver enkelt bold, og hver en tackling er en sejr.

- Herhjemme går vi lidt mere op i at spille pæn fodbold og spille langs jorden. Det er irerne ligeglade med. De er mere interesserede i at score nogle mål på kontra og stå godt defensivt.

- Det er irernes kollektiv, der skal bære det igennem. Det er deres fight, energi, power og ønske om at ofre noget for sagen. Det har båret Irland langt, mener Kvist.

Stopperen Andreas Bjelland forventer et afventende irsk mandskab, som pakker sig sammen.

- Det bliver vores opgave at få brudt deres forsvar op, spille mellem deres kæder og skabe nogle rum. Vi skal ikke spille med for mange lange bolde. Det vil de gerne have, og det er de dygtige til at afværge.

- Vi skal have bolden ned på klædet, og vi skal spille noget god fodbold ved at flytte bolden hurtigt, siger Bjelland.

I sin klub Brentford har Bjelland talt med sine irske holdkammerater, som ved, hvad der venter Danmark.

- Vi møder et hold, der parkerer bussen og står lavt på banen. Vi får ikke så meget ud af at spille med lange bolde, fordi de har nogle stoppere, der er utroligt dygtige i luften.

- Så vi skal udnytte nogle af de andre kompetencer, vi har hos vores midtbanespillere og angribere, som kan skabe chancer og overtal, siger Bjelland.

Kampen mellem Danmark og Irland går i gang lørdag klokken 20.45.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx