Af Ritzau - 25/05-17 19:08; Opdateret: 25/05-17 21:42

FCK pokalsejrer over Brøndby og genvinder The DoubleFCK pokalsejrer over Brøndby og genvinder The Double

FC København scorede to sene mål og sørgede dermed for en 3-1-sejr over Brøndby i finalen af DBU Pokalen.

storybild

Andreas Cornelius scorede to gange, da FC København vandt finalen i DBU Pokalen over Brøndby. (Billede: Scanpix/Liselotte Sabroe)

Årets pokalfinale mellem FC København og Brøndby blev lige så tæt og jævnbyrdig som sæsonens fire indbyrdes kampe i Superligaen.

Det endte med en sejr til FCK på 3-1, da det ellers begyndte at ligne en kamp, der ville gå ud i forlænget spilletid.

Men FCK-angriberne Federico Santander og Andreas Cornelius ville det anderledes og lavede de afgørende mål i det 83. og 85. minut.

Dermed har FCK vundet pokaltitlen tre år i træk og er nu oppe på otte pokaltitler i alt.

Samtidig er FCK sikker på at snuppe The Double for andet år i træk, da holdet også har vundet det danske mesterskab i denne sæson.

Det var traditionen tro en intens derbykamp med mange hårde nærkampe.

Dommer Jens Maae tillod meget og lod advarslerne blive i lommen i hele første halvleg.

Spillet var rodet og præget af fysisk hårdt spil med mange lange og høje bolde. Det passede Brøndby bedst.

Brøndbys tunge pres virkede til at stresse FCK-spillerne, som ikke fik ro til at etablere noget brugbart kombinationsspil.

Brøndby var farligst i første halvleg. FCK-keeper Stephan Andersen var nødt til at diske op med en refleksredning på en afslutning fra Hany Mukhtar.

Bolden røg lige ud til Kamil Wilczek, som fik bolden i nettet, men polakken stod offside, så målet blev korrekt annulleret.

Wilczek havde også en kæmpe chance helt fri ved bageste stolpe, men angriberen skød over mål.

FCK arbejdede sig langsomt ind i kampen og fik i de sidste ti minutter af første halvleg en række muligheder for at score.

Men hverken Erik Johansson, Ján Gregus eller Andreas Cornelius kunne få bolden i kassen. Og så endte de første 45 minutter uden mål.

Anden halvleg blev indledt med en røgsky fra FCK-endetribunen, som med et sort banner erklærede had til årstallet 1964, hvor Brøndby blev grundlagt.

Røgen forsinkede kampen i flere minutter.

Da røgen havde lagt sig, fik Brøndby skabt en gigantisk chance til Teemu Pukki, som fra kort afstand hamrede på mål.

Men endnu en gang fik Stephan Andersen pareret bolden ud til hjørne. FCK-reservekeeperen blev senere kåret til årets pokalfighter.

Cornelius havde inden kampen aldrig scoret mod Brøndby, og den negative stime så ud til at fortsætte, da FCK-angriberen missede en chance helt fri foran mål.

Minuttet efter - i det 51. minut - lykkedes det omsider Cornelius at få slettet statistikken mod ærkerivalen.

Og den kommende Atalanta-spiller viste, hvorfor udlandet kalder for anden gang til sommer.

Med fysisk styrke, en skuldertackling og et godt langt træk løsrev Cornelius sig fra oppasseren Hjörtur Hermannsson.

Og fra en spids vinkel bankede landsholdsangriberen fladt 1-0-målet i nettet.

Brøndby svarede dog flot tilbage ti minutter senere og udlignede til 1-1.

Mukhtar ramte overliggeren på et frispark, og Pukki fulgte op og skubbede nedfaldsbolden det sidste stykke ind over stregen.

På dette tidspunkt kunne kampen være tippet begge veje, men Santander og Cornelius sørgede med to fuldtræffere for, at pokalen for tredje gang i træk havnede i København.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx