Af Ritzau - 09/03-17 22:31

Solbakken: Dolberg var den bedste angriber i ParkenSolbakken: Dolberg var den bedste angriber i Parken

Andreas Cornelius er ikke enig med Ståle Solbakken i, at Kasper Dolberg var den bedste angriber i Parken.

storybild

Andreas Cornelius (nummer 11) scorede sejrsmålet til 2-1 mod Ajax i Parken torsdag aften. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

Tre danske angribere scorede torsdag aften i Parken, da FC København vandt 2-1 over Ajax i Europa League.

Først nettede Rasmus Falk for FCK, dernæst udlignede Kasper Dolberg for Ajax, inden Andreas Cornelius sørgede for en kneben dansk sejr.

FCK-træner Ståle Solbakken var ikke i tvivl, da han blev spurgt, hvem der var den bedste angriber i kampen.

- Det var Dolberg. Han er en fantastisk spiller. Han har været nede i en bølgedal, men er på vej op igen. Han havde gode bevægelser og en stærk krop.

- Det er en spiller, som kommer til at score vældig mange mål for Danmark i de næste mange år, siger Solbakken.

Nordmanden roste også Cornelius, der i modsætning til Dolberg allerede er udtaget til Danmarks kommende VM-kvalifikationskamp mod Rumænien.

Landstræner Åge Hareide, der var til stede i Parken, har udtaget 20 spillere og vil udtage yderligere tre offensive spillere i starten af næste uge.

- Det kommer an på modstanderen. Spiller Danmark mod Liechtenstein i Parken, hvor der kommer en masse indlæg, så er Cornelius nok bedre at have inde i feltet, vurderer Solbakken.

FCK-træneren blev også spurgt, om han hellere ville have Dolberg end sine nuværende angribere.

- Det er utopi. Det er som at spørge, om jeg vil have Diego Maradona eller Rasmus Falk. Vi har de spillere, vi har, og dem er vi meget tilfredse med, fastslår Solbakken.

Cornelius er uenig med sin træner i, at Dolberg var den bedste angriber i Parken.

- Nej, det er jeg fandeme ikke enig i. Sagde han det? Ok, konstaterer Cornelius en anelse overrasket.

Den danske landsholdsangriber regner dog med, at Dolberg bliver efterudtaget af Hareide som en af de tre sidste spillere.

- Man skal tage det lidt roligt, for der bliver udtaget tre ekstra spillere. Så mon ikke Dolberg bliver udtaget.

- Jeg synes, han er en god spiller. Jeg ved ikke, hvad landstræneren ellers har i tankerne. Men der er flere spillere, som også kunne blive udtaget.

- Hvis Dolberg bliver udtaget, er han i hvert fald helt sikkert god nok, siger Cornelius.

Han glæder sig over de mange gode angribere, Danmark råder over. Ud over Cornelius er også Feyenoord-angriberen Nicolai Jørgensen og Toulouse-angriberen Martin Braithwaite udtaget mod Rumænien.

- Jeg synes, vi har mange spillere, som efterhånden spiller fast og på et højt niveau. Og Nicolai er topscorer nede i Holland og gør det rigtigt godt. Så det ser ikke dårligt ud, siger Cornelius.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx