Af Ritzau - 12/04-17 20:10; Opdateret: 12/04-17 22:05

Silkeborg-Voel taber efter drømmestart i DM-kvartfinaleSilkeborg-Voel taber efter drømmestart i DM-kvartfinale

Silkeborg-Voel bød tilskuerne til fest, men den klaskede sammen efter drømmestart til hjemmeholdet.

storybild

Trine Troelsen var med fire ud af sit holds første fem mål med til at give Silkeborg-Voel en drømmestart i det andet DM-kvartfinaleopgør mod København Håndbold. (Billede: Scanpix/Morten Stricker)

Silkeborg-Voel og København Håndbold skal ud i en tredje og afgørende kamp om en plads i DM-semifinalerne i kvindehåndbold.

Silkeborg-Voel havde ellers matchbold og fik en drømmestart med 9-3-føring i onsdagens hjemmekamp.

Men til stor ærgrelse for det feststemte publikum i Jysk Arena smed værterne det hele væk og tabte 25-29 efter 10-9-føring ved pausen.

Silkeborg-Voel vandt det første opgør i København med 29-23.

Den tredje og afgørende kamp spilles i København 19. april.

Op mod 700 tilskuere og sponsorer havde på forhånd tilmeldt sig spisning inden kampen, og fra 3-0-føringen til hjemmeholdet løftede stemningen sig yderligere, og overtaget blev tydeligt.

Efter 16 minutter lød gæsternes scoringsprocent på sølle 25, og landsholdsspilleren Anne Mette Hansen havde på det tidspunkt allerede fået to udvisninger i sine forsøg på at bremse de fodrappe og kontrastærke værter med fysik.

I den anden ende hang københavnernes spil slet ikke sammen, og Silkeborg-Voel var konstant et skridt foran.

Det kostede gæsterne mange tekniske fejl og dårlige skud frem til hjemmeholdets 9-3-føring.

Kampen virkede på vej mod en afgørelse, men sommerfuglene baskede i værternes maver, og gæsterne fik foræret et stort comeback frem mod pausen.

Anden halvleg blev således et spørgsmål om, hvorvidt Silkeborg-Voel skulle smide det hele væk, for København med den storskydende Anne Mette Hansen kom hurtigt foran.

Præcis som før pausen viste Silkeborg-Voel dog store evner i hurtige igangsætninger efter indkasserede mål og scorede meget på den konto.

Men til gengæld klingede de andre kvaliteter af, og gæsterne trak fra til sejr.

Vinder af den tredje og afgørende kamp skal i semifinalen op imod den suveræne vinder af grundspillet, FCM Håndbold.

Odense HC tog hjemme imod Viborg HK i klubbernes andet kvartfinaleopgør.

Odense vandt den første kamp ude med 28-26 og kunne derfor booke en plads i DM-semifinalen mod håndboldkvinderne fra Nykøbing Falster, hvis det blot blev uafgjort hjemme.

Opgøret onsdag var en tæt affære med Viborg-føring 18-17 seks minutter før tid, men gæsterne sejrede 22-20 og fremtvang dermed et tredje kvartfinaleopgør mellem de to klubber.

I nedrykningsspillet tog Ringkøbing Håndbold imod Hadsten i et opgør, der endte 20-20.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx