07/08-17 14:12; Opdateret: 07/08-17 14:54

Forsker: FCK's fans sendte et signal til hooliganmiljøetForsker: FCK's fans sendte et signal til hooliganmiljøet

FC Københavns fans ville vise, at de ikke frygter noget eller nogen, mener forsker i fankultur.

storybild

København. Søndagens uroligheder i slutningen af fodboldopgøret mellem Brøndby og FC København skal ses som et signal fra FCK's fans til det internationale hooliganmiljø.

Det mener Jonas Havelund, forsker i fankultur ved Syddansk Universitet.

- Det er en markering på den internationale scene for de mere voldelige grupperinger inden for fodboldfankultur.

- FCK's fans ville vise, at de stadig er relevante, og at de ikke frygter noget eller nogen.

- I disse miljøer betyder status meget, og billederne af urolighederne vil blive delt rundt om i verden og give klubbens fans større anerkendelse, siger han.

Da Brøndby kom foran 1-0 kort før kampens afslutning, måtte opgøret afbrydes, da der opstod alvorlige sammenstød mellem tilskuere i FC Københavns fanafsnit og sikkerhedsfolk på stadion.

50 kampklædte betjente rykkede senere ind på grønsværen i området ved de urolige fans.

Umiddelbart efter opgøret tog FC Københavns direktør, Anders Hørsholt, kraftig afstand fra urolighederne.

- Det er totalt uacceptabelt og pinligt at opleve den slags. Der er ingen undskyldning for at opføre sig sådan eller angribe politi eller andre på stadion.

- Det er en skændsel, og vi vil nu sammen med alle relevante parter gøre vores til at finde frem til dem, der har været involveret, så de får deres straf, siger Anders Hørsholt til FCK's hjemmeside.

Efter opgøret var bestyrelsesmedlem og storaktionær i Brøndby Jan Bech Andersen helt på linje med FCK-direktøren.

- Vi har selv været der. Det er en fælles opgave. Vi må gå til den og finde de folk, der laver det her, og straffe dem, siger Jan Bech til TV3+.

Mandag eftermiddag oplyste FC København, at man har identificeret 20 personer fra søndagens uroligheder og tildelt dem karantæner af forskellig varighed.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx