Af Ritzau - 09/03-17 20:57; Opdateret: 09/03-17 21:14

FCK tager første stik i europæisk gyser mod AjaxFCK tager første stik i europæisk gyser mod Ajax

Ajax-angriberen Kasper Dolberg fik annulleret et mål i slutfasen, da FC København vandt 2-1 i Parken.

storybild

Rasmus Falk scorede allerede i kampens første minut, da FCK mødte Ajax i Europa League. (Billede: Scanpix/Claus Bech)

FC København kom torsdag et skridt nærmere kvartfinalerne i Europa League.

Med scoringer fra Andreas Cornelius og Rasmus Falk sikrede FCK sig en 2-1-sejr på hjemmebane over Ajax Amsterdam.

Ajax-danskeren Kasper Dolberg udlignede undervejs for gæsterne.

I slutfasen havde Dolberg også bolden over målstregen, men under store Ajax-protester blev det annulleret, og dommeren tilkendte i stedet FCK et frispark.

Dermed har det danske mesterhold et nogenlunde udgangspunkt før næste uges returopgør i Holland, hvor FCK kan forvente at komme under hårdt pres.

Som et ekstra minus må københavnerne undvære anfører Mathias "Zanka" Jørgensen i midterforsvaret, da han er i karantæne.

FCK kunne og burde have vundet endnu større torsdag aften over et hollandsk hold, der er langt fra fordums storhed.

Rasmus Falk gav de danske værter en drømmestart med en scoring efter bare 28 sekunder.

Youssef Toutouh holdt længe fast i bolden og spillede bagud til William Kvist, der smart fandt Falk med et vip over Ajax-forsvaret. Sikkert lagde højrekanten bolden ind ved den fjerneste stolpe til 1-0.

Det tog de hollandske gæster en halv time at komme sig ovenpå FCK's chokstart.

Med udgangspunkt i en stærk defensiv erobrede og opsnappede de fysisk stærkere københavnere mange tilfældige bolde og fangede gæsterne på vej fremad banen.

Uros Matic havde et skud fra kanten af feltet efter en hollandsk fejlaflevering, men serberens forsøg blev reddet.

Midtvejs i første halvleg kæmpede Ludwig Augustinsson sig til baglinjen og fik lagt bolden mod forreste stolpe, hvor Andreas Cornelius var tæt på at skrabe bolden i mål.

Også Youssef Toutouh var tæt på, men venstrekantens lumske hopskud gik forbi mål.

Midt i det københavnske chanceorgie var gæsternes danske angriber Kasper Dolberg så småt begyndt at røre på sig.

Den 19-årige angriber gled nemt forbi Mathias "Zanka" Jørgensen, der ragede et gult kort til sig, da han fik løbet Ajax-danskeren op og fældet ham bagfra. Dermed er midterforsvareren i karantæne i returkampen.

Efter godt en halv time gav Dolberg så prøver på sine evner foran mål.

Et indlæg fra Ajax-anfører Davy Klaassen blev sendt ind i feltet. Mathias "Zanka" Jørgensen kunne ikke nå op til bolden, der i stedet landede tæt foran mål.

Her kantede Dolberg sig foran Peter Ankersen og lagde elegant bolden over stregen til 1-1.

Herefter overtog gæsterne styringen, og helt frem til Andreas Cornelius 2-1-mål efter en times spil var Ajax flere gange tæt på.

Hollænderne spillede sig nemt gennem FCK's ellers så solide forsvar, der før kampen ikke havde lukket et eneste mål ind i Parken i denne sæson i de europæiske turneringer.

Da Peter Ankersen tog en tur mod baglinjen, og Cornelius vandt en luftduel i feltet og pandede FCK på 2-1, tog kampen endnu en drejning. Igen var FCK ovenpå.

Den sidste halve time trykkede FCK på for at få den tredje scoring, der ville give lidt ro før returkampen.

Blandt andre var indskiftede Andrija Pavlovic tæt på at nå frem til en Ludwig Augustinsson-aflevering ved bageste stolpe.

Flere gange lurede scoringen, men i slutfasen var Ajax tæt på at udligne.

Kasper Dolberg havde faktisk bolden i mål, men scoringen blev annulleret og FCK blev tilkendt et frispark. Angiveligt gik den danske Ajax-spiller for hårdt ind i duellen.

Ajax-anfører Davy Klaassen var rasende og fik et gult kort, der sender ham i karantæne i returopgøret. Samme Klaassen havde kort forinden haft et godt skudforsøg, som FCK-keeper Robin Olsen fornemt tog.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx