09/08-17 15:39

Viktor Axelsen får gunstig VM-lodtrækningViktor Axelsen får gunstig VM-lodtrækning

De fleste danske badmintonsingler fik en hård VM-lodtrækning. Viktor Axelsen slap dog nådigt.

storybild

Viktor Axelsen er seedet som nummer tre ved VM i Glasgow. Scanpix/Sajjad Hussain

Glasgow. Den danske badmintonstjerne Viktor Axelsen har fået en nådig lodtrækning til VM i badminton, der begynder 21. august i Glasgow.

Som tredjeseedet var Axelsen sikker på, at han tidligst ville kunne møde en bedreseedet spiller i semifinalen, men i kvartfinalen lå et par potentielt meget vanskelige modstandere for danskeren.

Axelsen kunne være endt med den olympiske mester Chen Long eller den tidligere dobbelte olympiske mester Lin Dan som modstander i en kvartfinale, men dem undgik fynboen.

I stedet kan han løbe ind i sjetteseedede Chou Tien Chen fra Taiwan i kvartfinalen.

Det kræver dog, at Axelsen og Tien Chen hver især vinder deres tre første VM-kampe. Danskeren åbner VM mod verdens nummer 54, Takuma Ueda fra Japan.

14.-seedede Anders Antonsen kan løbe ind i verdensetteren Son Wan Ho i kvartfinalen.

De øvrige to danskere i herresingle, Hans-Kristian Vittinghus og Emil Holst, kan komme op mod verdenseliten endnu tidligere.

Vittinghus møder tiendeseedede Tian Houwei i første runde, mens Lee Chong Wei kan vente i tredje runde, hvis danskeren formår at åbne VM med en overraskelse.

Emil Holst kan møde Lin Dan i anden runde.

Hos kvinderne kan Line Kjærsfeldt rende ind i topseedede Akane Yamaguchi i anden runde, mens Mia Blichfeldt risikerer at møde den olympiske mester Carolina Marín i tredje runde.

I herredouble er Mathias Boe og Carsten Mogensen seedet til at nå finalen. Det samme er Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl i damedouble.

I mixeddouble er Christinna Pedersen og Joachim Fischer seedet til at nå kvartfinalen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx