03/11-17 22:25; Opdateret: 04/11-17 03:25

Fifa suspenderer Perus topscorer før VM-playoffkampeFifa suspenderer Perus topscorer før VM-playoffkampe

Paulo Guerrero er blevet suspenderet efter at have fejlet en dopingtest efter en VM-kvalifikationskamp.

storybild

Paulo Guerrero - her i kamp for brasilianske Flamengo - er blevet suspenderet af Fifa. Reuters/Pilar Olivares/arkiv

Lima. Det Internationale Fodboldforbunds (Fifa) disciplinærkomité har suspenderet den peruanske landsholdsangriber Paulo Guerrero i 30 dage.

Det meddeler Det Peruanske Fodboldforbund ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Årsagen er ifølge Reuters, at Paulo Guerrero, der har en fortid hos blandt andet tyske Bayern München og HSV, ikke bestod en dopingtest efter VM-kvalifikationskampen mod Argentina i oktober.

Guerrero har ikke udtalt sig efter dommen, men ifølge hans mor, Petronila Gonzales, kan den fejlede dopingtest skyldes en forkølelse i oktober.

Hun oplyser ifølge Reuters, at "Paolo havde en forfærdelig forkølelse", da han blev testet umiddelbart efter Perus kamp mod Argentina 5. oktober.

- Det her er overstået om 30 dage, så er han klar igen. Han er en eksemplarisk mand, siger den peruanske stjernes mor.

Det er ikke en positiv dopingprøve, der er skyld i, at Guerrero er blevet suspenderet i 30 dage. Årsagen er et "unormalt resultat" på den prøve, som Guerrero altså afgav efter opgøret mod Argentina.

Den prøve skal nu undersøges nærmere.

Peru sluttede på femtepladsen i den sydamerikanske VM-kvalifikation.

Det betyder, at Peru skal duellere mod New Zealand i to playoffkampe om en billet til VM-slutrunden i Rusland næste år.

Hvis Peru kvalificerer sig, bliver det landets første VM-slutrunde siden 1982.

Kampene bliver spillet senere i november, og Paulo Guerrero er dermed uaktuel til kampene, med mindre Fifas afgørelse bliver omstødt.

33-årige Paulo Guerrero er anfører for Peru og den mest scorende spiller nogensinde for Perus landshold.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx