Af Ritzau - 12/05-17 07:00

FC Nordsjælland vil undgå brandudsalg af profilerFC Nordsjælland vil undgå brandudsalg af profiler

FC Nordsjællands sportsdirektør håber at undgå, at for mange af klubbens unge profiler sælges til sommer.

storybild

Kasper Hjulmand og FC Nordsjælland er stadig i spil til bronzemedaljerne i Alka Superligaen. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Andreas Maxsø, Mads "Mini" Pedersen, Stanislav Lobotka, Emiliano Marcondes, Godsway Donyoh og superligatopscorer Marcus Ingvartsen.

Listen af unge, velspillende FC Nordsjælland-spillere kan sikkert suppleres med yderligere et par spillere, og klubbens sportsdirektør, Carsten Vagn Jensen, ved da også godt, at han råder over spillere, der er interessante for andre klubber.

Sportsdirektøren vil dog gerne undgå, at bronzebejlerne sælger for mange profiler i sommerens transfervindue, så holdet også kan spille med i den sjove ende af Superligaen i næste sæson.

- Jeg ved, at der er stor opmærksomhed omkring vores hold. Vi er selvfølgelig en sælgende klub, og vi kender vores plads i systemet. Men det er ikke sådan, at vi bare forærer vores spillere væk.

- Der bliver ikke noget brandudsalg her. Vi har en forretning, der skal hænge sammen, og det er vigtigst. Men der kommer også en ny sæson, hvor vi skal kunne konkurrere. Så vi skal finde en balance.

- Der vil være spillere, som vi helt sikkert godt kunne afhænde til en større klub, som også spiller her i næste sæson. De fleste spillere i vores trup kan også sagtens udvikle sig yderligere her i vores trup, siger sportsdirektøren.

Til klubbens hjemmekampe har han oplevet en stigende interesse af besøgende fra hele Europa.

- Vores lounge til scouts, agenter og klubber har været stopfyldt hele foråret, og jeg kan fremvise tre sider med navne på dem til en hjemmekamp.

- Det kan jeg godt forstå. Det er et udtryk for, at vi gør tingene rigtigt her i klubben. Vi udvikler spillere, og vi er klar til at sende dem videre til større adresser, siger Carsten Vagn Jensen.

FC Nordsjællands cheftræner, Kasper Hjulmand, er indforstået med, at spillere skal sælges for at få forretningen til at løbe rundt.

Han håber dog, at man i fremtiden kan holde længere tid på spillerne, så forudsætningerne for gode sportslige resultater er større.

- Jeg tror, at vi kommer til at afhænde spillere nu, men det kuld, der er U17 og U19 nu, skal vi forhåbentlig have så meget styr på, at vi kan trække dem lidt og holde dem over en længere periode, så vi kan komme ud og spille i Europa og sådan nogle ting.

- Vi er ikke forretningsmæssigt i nul, og derfor er vi afhængige af spillersalg. Vi skal en generation længere hen, før vi forhåbentlig får lavet en forretning, der er så stærk, at vi ikke er afhængige af det, siger Hjulmand.

Fredag aften møder FC Nordsjælland lokalrivalen Lyngby på udebane i mesterskabsslutspillets fjerdesidste runde.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx