14/04-18 15:35

Southampton smider alt væk mod Chelsea på ti minutterSouthampton smider alt væk mod Chelsea på ti minutter

Nedrykningstruede Southampton var på vej mod den første ligasejr i syv kampe, men Chelsea vandt 3-2.

storybild

Chelseas Olivier Giroud fejrer sin reducering til 1-2 mod Southampton. Scanpix/Glyn Kirk

Southampton. Pierre-Emile Højbjerg og Southampton er havnet i store problemer i Premier League, og lørdag blev vanskelighederne endnu større for den nedrykningstruede fodboldklub.

Med cirka 20 minutter tilbage af hjemmekampen mod Chelseas mestre førte Southampton 2-0, men gæsterne endte med at vinde 3-2, blandt andet efter to scoringer af indskiftede Olivier Giroud.

Dermed er Southampton med 28 point for 33 kampe fortsat tredjesidst i den engelske liga.

Klubben har med fem kampe tilbage tre point op til Crystal Palace på den rigtige side af nedrykningsstregen.

Chelsea, der leverede en uinspireret indsats i 70 minutter inden det store comeback, er nummer fem med 60 point.

Mestrene, der havde Andreas Christensen med i hele kampen, holder dermed liv i det spinke håb om at sikre en placering i top-4, hvilket giver adgang til Champions League i næste sæson.

Med nederlaget har Southamptons manager, Mark Hughes, tabt alle tre ligakampe, siden han overtog holdet for cirka en måned siden.

Der var ikke meget gang i den fra begyndelsen af kampen mellem de to klubber, der begge har skuffet massivt i Premier League i denne sæson.

Men midt i første halvleg kom der gang i sagerne.

Pierre-Emile-Højbjerg lagde en aflevering frem til Ryan Bertrand i venstre side, og han skar ind i straffesparksfeltet.

Ryan Bertrand serverede derefter bolden for en helt fri Dusan Tadic, der scorede til 1-0.

Få minutter før pausen gik Pierre-Emile Højbjerg for hårdt ind i en tackling, og det kostede ham et gult kort.

Danskeren, der forsøger at spille sig ind i Danmarks VM-trup, leverede en engageret indsats i kampen.

Et kvarter inde i anden halvleg scorede Southampton-debutanten Jan Bednarek til 2-0, og det så lyst ud for hjemmeholdet.

Chelsea-træner Antonio Conte reagerede hurtigt ved at pille Alvaro Morata og Davide Zappacosta ud og sende Olivier Giroud og Pedro Rodríguez på banen.

Det viste sig at være en god idé, og på ti gyldne minutter fik Chelsea vendt kampen på hovedet.

Southampton så ellers ud til at være i fuld kontrol, men 20 minutter før tid begyndte det at gå galt for hjemmeholdet.

Først fik Olivier Giroud reduceret til 1-2, da han headede bolden i mål.

Den indskiftede franskmand scorede dermed sit første ligamål for Chelsea, siden han i januar skiftede til klubben fra London-rivalen Arsenal.

Fem minutter senere blev Southampton-forsvaret spillet tyndt i venstre side, og efter et indlæg kunne Eden Hazard banke bolden i mål til 2-2.

Hjemmeholdet fremstod som et meget nervøst hold, og ti minutter før tid kunne Olivier Giroud med sin anden scoring sikre sejren for Chelsea.

De to hold skal allerede søndag i næste uge møde hinanden igen.

Det sker på Wembley Stadium i London i den ene semifinale i FA Cuppen.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Jackson-familien er dybt bekymret for...
bt.dk
Maskerede gerningsmænd læssede...
bt.dk
Drukneulykke ved Rødvig Stevns: Én...
bt.dk
Mål-Pål slog til: Hobro slog tamt...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx