Af Ritzau - 23/03-17 11:35

Leguan afbryder tenniskamp i MiamiLeguan afbryder tenniskamp i Miami

En leguan stjal showet i otte minutter under en tenniskamp i Miami mellem Tommy Haas og Jirí Veselý.

storybild

Tommy Haas blev mødt af en uventet gæst i en tenniskamp i Miami. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Saeed Khan)

En stor leguan havde bevæget sig ind på tennisbanen ved ATP-turneringen i Miami og afbrød onsdag aften en kamp i otte minutter.

Det var kampen i første runde mellem tyske Tommy Haas og Tjekkiske Jirí Veselý. Ingen af spillerne kunne spille videre med leguanen på banen.

Leguanen havde sat sig på en pointtavle, men blev jaget ned. Herefter pilede den tværs over banen, så Tommy Haas lidt forskrækket løb et par skridt væk fra den.

- Måske vidste den, at jeg højst sandsynligt spiller for sidste gang her i Miami, og måske ville den sige hej.

- Det var ret cool. Jeg tror aldrig, det er aldrig sket før i min karriere, siger 38-årige Tommy Haas ifølge dpa.

Leguanen klatrede op på en anden pointtavle på den modsatte side af banen, hvorfra den omsider blev pågrebet og med et greb i halen eskorteret ud.

Tennis Channel har lagt en video med episoden op på sin hjemmeside. Episoden indtraf midtvejs i tredje og afgørende sæt.

Tommy Haas nåede undervejs at hente sin telefon og tage en selfie med leguanen.

Spillerne forsøgte kortvarigt at spille videre med leguanen som passiv tilskuer, men det blev droppet, da Jirí Veselý ikke brød sig om det.

- Jeg kunne ikke koncentrere mig, forklarer Jirí Veselý.

Vesely vandt kampen 6–7, 6-3, 7–5 og møder i anden runde spanieren Albert Ramos-Vinolas.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx