02/09-17 13:55

Hareide og Eriksen vil undgå faldgrube mod ArmenienHareide og Eriksen vil undgå faldgrube mod Armenien

Landstræneren mener, at spillerne skal nulstille sig efter den flotte præstation fredag mod Polen.

storybild

København. Det er svært at spille god fodbold, hvis alle spillere løber rundt med armene over hovedet.

Nogenlunde sådan er tilgangen hos landstræner Åge Hareide, der mandag aften sender sit landshold på banen til den vanskelige og meget vigtige udekamp mod Armenien i VM-kvalifikationen.

Nordmanden så fredag aften sit hold levere en flot præstation, da Polens tophold i VM-kvalifikationsgruppe E måtte rejse hjem med et 0-4-nederlag i bagagen.

Men den sejr er ikke meget værd, hvis den ikke bliver fulgt op af en sejr i Jerevan.

- Den største faldgrube for os nu er at tro, at vi kan gå på vandet, fordi vi har slået Polen 4-0 efter en fantastisk præstation, siger Åge Hareide.

- Spillerne skal nulstille sig, og jeg ved, hvor svært det kan være. Nogle gange er det næsten sværere end at komme fra et nederlag, for der vil man revanchere sig.

- Vi kan blive for komfortable, og det skal vi ikke være. Derfor siger jeg, at guleroden er VM i Rusland, det må vi aldrig glemme, siger træneren.

Trods storsejren er Danmark stadig kun på tredjepladsen i gruppen med 13 point, det samme som Montenegro på andenpladsen.

Polen har 16 point, og landet ligger uagtet lussingen i Telia Parken fortsat solidt til at tage førstepladsen og den enlige direkte VM-billet.

Danmark skal i første omgang sørge for at vinde de tre sidste kvalifikationskampe ude mod Armenien og Montenegro samt hjemme mod Rumænien.

Sker det, vil Danmark som minimum være sikret andenpladsen.

Danskerne vil samtidig have skrabet så mange point til sig i toerregnskabet, at holdet dårligt kan undgå at slutte som en at de otte bedste gruppetoere i de ni europæiske VM-kvalifikationsgrupper.

Det vil udløse playoffkampe mod en anden gruppetoer om at komme med til VM.

Også Danmarks største stjerne, Christian Eriksen, ser en mulig faldgrube mod Armenien.

- Det er måske at tro, at det er en walkover. Hvis vi er mentalt til stede, så bør vi vinde den kamp i Armenien, det er helt sikkert.

- Om det bliver en rodet kamp eller ej, så kan det være fuldstændig ligegyldigt, hvis vi står med tre point, siger Tottenham-spilleren.

Christian Eriksen er Danmarks topscorer i VM-kvalifikationen med fem mål i syv kampe.

Han var på grund af en skade ikke med, da Danmark for to år siden måtte nøjes med 0-0 ude mod Armenien i EM-kvalifikationen.

To år tidligere var Christian Eriksen til gengæld med, da Danmark på et sent tilkæmpet straffespark fik skrabet en 1-0-sejr i land i Armenien i VM-kvalifikationen.

Åge Hareide har stor tiltro til, at hans hold formår at ramme det rette niveau til mandagens kamp i Jerevan.

- Heldigvis spiller spillerne i store ligaer og ved, hvad der kræves. Jeg er meget fortrøstningsfuld.

- Vi skal have den der holdfølelse. Jeg har arbejdet meget med det, og vi får mere og mere følelsen af at være et hold, siger landstræneren.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx