Af Ritzau - 21/05-17 09:29

Jores Okore vil væk fra FC KøbenhavnJores Okore vil væk fra FC København

Der er ikke udsigt til, at Jores Okore kommer væk fra en reserverolle i FCK, og derfor vil han væk til sommer.

storybild

Jores Okore har været ude af FCK-holdet, siden han begik straffespark på Kasper Dolberg. Billedet her er fra en anden sekvens i samme kamp. (Billede: Reuters/United Photos)

Efter et mindre vellykket ophold i Aston Villa vendte forsvarsspilleren Jores Okore sidste sommer hjem til dansk fodbold og indgik en fire år lang kontrakt med FC København.

Det skulle kickstarte Okores karriere, men sådan er det ikke gået, og nu er den tidligere landsholdsspiller på vej mod endnu et klubskifte i det forestående transfervindue.

Det har han aftalt med FC Københavns manager, Ståle Solbakken, som i stedet for Okore har haft Mathias "Zanka" Jørgensen og Erik Johansson som sine foretrukne stoppere.

- Både Ståle og jeg er afklarede med situationen og om, at det ikke er holdbart. Han har nogle andre planer i sit hoved, og det er jo fair nok. Og jeg vil ikke spille en birolle, siger Jores Okore til BT.

- Jeg vil gerne vise, hvad jeg kan, og det har Ståle forståelse for, så jeg skal finde noget andet. Jeg kan kun have respekt for, at Ståle er direkte og ærlig over for mig, som jeg er det overfor ham, siger Okore.

I alt har Okore fået spilletid i ni kampe for FCK. Senest han spillede var i midten af marts, hvor han blev flået ud i pausen af udekampen mod Ajax. Her havde han begået straffespark mod Kasper Dolberg.

FCK planlægger at sælge anfører Mathias "Zanka" Jørgensen til sommer, men i stedet for at satse på Okore, har Ståle Solbakken hentet tjekken Michael Lüftner til centerforsvaret.

Da Okore sidste sommer skiftede til FCK, havde han også andre danske muligheder. FC Midtjylland var en af dem, bekræfter Okore ifølge BT.

Han siger også til avisen, at han ikke er afvisende for et skifte til eksklubben FC Nordsjælland.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx