Af Ritzau - 12/03-17 07:31

Dansk damedouble kan stoppe 52 års All England-tørkeDansk damedouble kan stoppe 52 års All England-tørke

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen møder sydkoreansk par i deres første All England-finale sammen.

storybild

Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl har ikke afgivet sæt på vej til All England-finalen. (Billede: Scanpix/Sportxpress)

52 år. Så længe er det siden, at Danmark senest strøg til tops med en damedouble-konstellation i All England.

Søndag eftermiddag kan Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen kopiere Karin Jørgensen og Ulla Strands 1965-triumf, når de i Birmingham spiller deres første All England-finale sammen.

De har begge stået dér i mixeddouble, men tabte begge, Christinna Pedersen så sent som sidste år sammen med Joachim Fischer.

- Jeg ved ikke, om jeg kan bruge det som sådan, men vi kan i hvert fald bruge det, at vi har stået i mange store finaler sammen. Vi vil ikke være så nervøse, at vi ikke kan være i vores kroppe.

- Vil vil være nervøse og spændte, men kun fordi vi glæder os. Vi skal bruge den oparbejdede tro fra et godt 2016 og en god turnering her, og så skal den bare have et skud, siger Christinna Pedersen.

De andenseedede danskere har vist storspil i denne uge og har endnu ikke afgivet et sæt i Super Series Premier-turneringen.

I semifinalen gik det ud over de tredjeseedede sydkoreanere, Jung Kyung Eun og Shin Seung Chan, der blev slået med cifrene 21-16, 21-13.

I finalen venter endnu et sydkoreansk par i skikkelse af Chang Ye Na og Lee So Hee, der er seedet fire.

De har vundet to ud af tre møder mod danskerne, som til gengæld vandt den seneste kamp ved OL sidste år efter et første sæt, som sluttede 28-26 i dansk favør.

- Finalen bliver en kamp meget lig den i semifinalen. Vi har kun slået dem en gang i en sindssyg kamp ved OL, så statistisk har vi lidt sværere ved at løse dem rent taktisk.

- Jeg synes også, at de har lidt flere knapper at trykke på i deres taktiske spil. Desuden er det en højre- og venstrehåndskonstellation, som vi ikke møder så tit.

- Det er de gode til at udnytte, så vi må bruge lidt mere tid foran videoen i vores forberedelser, siger Kamilla Rytter Juhl.

Finaleprogrammet begynder søndag klokken 13 dansk tid. Damedoublen er programsat som tredje kamp, hvorfor man forvente et starttidspunkt omkring klokken 15.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx