Af Ritzau - 10/06-17 17:34

U21-landstræner godkender EM-eksperimenter i generalprøveU21-landstræner godkender EM-eksperimenter i generalprøve

Niels Frederiksen overvejer at bruge 4-4-2 igen under EM, efter eksperimentet bestod generalprøven i Sverige.

storybild

Niels Frederiksen og Danmark er klar til EM med en testsejr over Sverige. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

U21-landsholdet i fodbold testede lørdag i generalprøven forud for EM i Polen en 4-4-2-formation i første halvleg af 2-0-testsejren over Sverige, mens holdet i anden halvleg spillede sit vante 4-3-3-system.

Der var plads til forbedring, men som udgangspunkt fungerede eksperimentet med 4-4-2, siger U21-landstræner Niels Frederiksen

Han overvejer også et tomandsangreb med Marcus Ingvartsen og Kenneth Zohore i EM-åbningen 18. juni.

- Eksperimentet med to angribere gav plusser og minusser. Jeg synes, at vi fik lagt et godt tryk på deres straffesparksfelt og specielt deres stoppere.

- Vi havde talt om, at vi gerne ville spille mere med indlæg, når vi nu havde de her to angribere. Det fik vi også gjort.

- Vi havde voldsomt mange hjørnespark i første halvleg, og det er et udtryk for, at vi formåede at lægge tryk på deres felt.

- Når vi skal møde dygtige hold som Italien og Tyskland ved EM, så skal vi have noget fysik at trykke dem med - vi kan ikke bare spille og spille, vi skal have fysik i boksen.

- Jeg er uafklaret med, om det er en plan A eller B. Jeg er ikke overbevist om, at vi spiller med begge i den første kamp, men jeg vil heller ikke udelukke det, siger Niels Frederiksen.

Celta Vigos Andrew Hjulsager var blandt de mere iøjnefaldende spillere i kampen, hvor han gentagne gange voldte svenskernes forsvar problemer.

Han var blandt de markspillere, der fik spilletid i begge halvlege. Han vurderer, at holdet spillede bedst i sit vante system.

- Man kunne godt se, at vi ikke har prøvet 4-4-2 så meget. Presset sad ikke helt.

- Vik fik mere kontrol i anden halvleg. Det er den måde, som vi har spillet på igennem de sidste to år, siger Hjulsager.

Selv om der blot var tale om en testkamp, kommer sejren belejligt, inden der står point på spil, når Danmark åbner EM mod Italien 18. juni.

- Resultatet var dybest set ikke det vigtigste, men vi er her for at vinde, og en sejr giver et rygstød. Stemningen er bare anderledes, når man vinder, end når man taber, siger Niels Frederiksen.

- Vi kan godt fortælle, at en træningskamp ikke betyder en skid, men det betyder bare noget for troen og stemningen. Det er vigtigere end selve resultatet, siger U21-landstræneren.

17-årige Andreas Skov Olsen fra FC Nordsjælland fik debut til sidst i kampen på grund af en skade til AGF’s Kasper Junker.

Niels Frederiksen forventer, at Junker bliver klar til slutrunden, men den endegyldige afklaring kommer først efter søndagens træning.

Hvis Junker ikke bliver klar, regner landstræneren med at udtage en anden spiller end Andreas Skov Olsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx