17/03-18 20:29

Salah leverer målshow i overlegen Liverpool-sejrSalah leverer målshow i overlegen Liverpool-sejr

Liverpool vandt på hjemmebane over Watford i den engelske Premier League. Mohamed Salah lavede fire mål.

storybild

Liverpool-angriberen Mohamed Salah var i målhopla lørdag aften med fire kasser. Scanpix/Lindsey Parnaby

Liverpool. 1-2-nederlaget til Manchester United på Old Trafford for en uge siden gjorde ondt på Liverpool.

Lørdag kom Liverpool hurtigt tilbage på vindersporet med en knusende sikker 5-0-sejr hjemme over Watford takket være en sprudlende og stjernebesat offensiv.

Især angriberen Mohamed Salah var helt ustyrlig og leverede fire mål i kampen, mens Roberto Firmino bidrog med en enkelt scoring.

Salah brillerede allerede efter fire minutter med nogle rappe fodfinter, som snød flere Watford-spillere. Egypteren sluttede soloshowet af med en flad afslutning til 1-0-føring.

Kort før pausen slog Salah til igen, da han nåede frem til et perfekt indlæg fra backen Andrew Robertson.

Mellem de to Salah-scoringer blev Liverpools midtbanespiller Emre Can udskiftet med en skade. James Milner kom på banen i stedet for tyskeren.

Fem minutter efter pausen ville Firmino også lege med, og den brasilianske angriber viste finesse, da han elegant snittede bolden i nettet til 3-0. Salah stod for oplægget.

Efter 77 minutter øgede Salah til 4-0, hvor tre Watford-spillede hoppede på den samme skudfinte, og så kunne egypteren trille bolden nonchalant i mål.

Salah var ikke færdig endnu og tog et stort skridt mod at blive topscorer i Premier League i denne sæson.

Med sit ligamål nummer 28 fulgte han hurtigt op på en returbold i feltet og hamrede kampens 5-0-mål ind.

Tottenham-angriberen Harry Kane, som har scoret 24 ligamål og er Salahs nærmeste rival, er i øjeblikket ude med en ankelskade.

Watford havde et forsøg på træværket, men ellers var udeholdet ikke tæt på scoringer.

Med sejren rykker Liverpool forbi Tottenham og op på tredjepladsen med 63 point efter 31 kampe. Tottenham har 61 point efter 30 kampe på fjerdepladsen.

United har på andenpladsen 65 point efter 30 kampe, mens Manchester City fører rækken med 81 point efter 30 kampe.

Tidligere lørdag tabte danskerklubben Huddersfield med 0-2 hjemme til Crystal Palace.

Målmanden Jonas Lössl og forsvarsspilleren Mathias "Zanka" Jørgensen spillede hele kampen for Huddersfield, mens holdkammeraten Philip Billing aldrig kom ind fra bænken.

/ritzau/

Har du læst disse?

Andre læser også

Hvad tænker du..?

Lige nu på BT.dk

Superliga-stjerne har fået sit store...
bt.dk
'Den store bagedyst': Dommer så noget...
bt.dk
Sikker sejr til Randers: Brandvarm...
bt.dk
Se billederne: Legendarisk hotel...
bt.dk
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx