07/10-17 06:40

Klatrerne jagter sæsonens sidste cykelmonumentKlatrerne jagter sæsonens sidste cykelmonument

Lombardiet Rundt er sæsonens sidste store cykelløb, og det er de dygtige bjergfolk, som skal kæmpe om sejren.

storybild

Vincenzo Nibali kender ruten i årets Lombardiet Rundt særdeles godt. Den er en kopi af ruten fra 2015, hvor italieneren sejrede i løbet. Scanpix/Jaime Reina/arkiv

Bergamo. Cykelsæsonen går på hæld, men som det har været tradition i en årrække, lukkes sæsonen af med det sidste af de fem store monumenter - altså de fem største endagsløb i cykling.

Lombardiet Rundt - eller "De Faldende Blades Løb" som placeringen i efteråret har givet af tilnavn - køres lørdag i Italien.

Med placeringen efter VM kan flere ryttere være på den anden side af topformen, hvorfor løbet måske ikke har samme plads i bevidstheden som de fire forårsklassikere.

Omvendt er det bjergrytternes klart bedste chance for at skrive et monument på meritlisten.

Lombardiet Rundt er sammen med Liege-Bastogne-Liege den eneste af de fem endagsklassikere, som klatrere og klassementryttere kan drømme om at triumfere i.

Startlisten til årets løb afslører da også, at det er store navne, som formentlig skal duellere om sejren på de sidste 75 ekstremt kuperede kilometer af den 247 kilometer lange rute fra Bergamo til Como.

Vincenzo Nibali (Bahrain-Merida), Fabio Aru (Astana) og Diego Ulissi (UAE Emirates) skal forsøge at sikre den blot anden hjemmebanetriumf de seneste ni år.

I 2015 var det netop Nibali, som vandt, men der venter hård konkurrence.

Wout Poels (Sky), Julian Alaphilippe, Philippe Gilbert, Daniel Martin (Quick-Step), Steven Kruijswijk, Primoz Roglic (LottoNL-Jumbo), Wilco Kelderman, Tom Dumoulin (Sunweb), Rigoberto Urán (Cannondale), Nairo Quintana (Movistar) og Thibaut Pinot (FDJ) udgør en stjerneparade af konkurrenter.

Jakob Fuglsang (Astana) og Christopher Juul-Jensen (Orica-Scott) bliver det danske islæt i løbet, men begge er tiltænkt hjælperoller.

Lombardiet Rundt er ofte et meget uforudsigeligt løb, og derfor kan det være svært at udpege favoritter.

De første 170 kilometer af ruten er forholdsvis ukomplicerede, mens favoritterne formentlig først folder sig ud på de sidste godt 75 kilometer.

Årets rute er identisk med den i 2015, hvor Nibali sejrede, og med italienerens gode form in mente må han helt klart regnes blandt favoritterne.

Men som nævnt er der mange om buddet i det stærkt besatte efterårsløb.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx