Af Ritzau - 14/05-17 19:30

Tottenham slår Manchester United i hjemmebane-farvelTottenham slår Manchester United i hjemmebane-farvel

Tottenham forbliver ubesejret på hjemmebane i ligaen i sæsonen efter 2-1-sejr hjemme over Manchester United.

storybild

Et køligt hovedstød fra Victor Wanyama bragte Tottenham foran 1-0 mod Manchester United søndag i Premier League. (Billede: Scanpix/Ben Stansall)

Tottenham tog søndag afsked med hjemmebanen White Hart Lane fra 1899, og det skete på den bedst tænkelige måde.

Afskeden blev krydret med en 2-1-sejr over Manchester United, og dermed er Christian Eriksen og co. sikre på at slutte på andenpladsen i ligaen.

Tottenham har 80 point for 36 kampe efter suveræne Chelsea på førstepladsen.

Liverpool følger efter med 73 point for 37 kampe, mens hverken Manchester City eller Arsenal kan indhente Tottenham.

Manchester United forbliver på 65 point på sjettepladsen og lignede i opgøret et mandskab, der havde Europa League-finalen i baghovedet.

Opgøret savnede i lange perioder gnist og intensitet, selv om hjemmeholdet kom godt fra start.

Der var spillet seks minutter, da Ben Davies i venstre side sendte en høj bold ind i gæsternes felt.

Her steg store, stærke Victor Wanyama til vejrs og bragede bolden i mål på et hovedstød, hvor United-keeper David de Gea ikke kunne stille meget op.

Efter scoringen dalede kampens intensitet og tempo. Hjemmeholdet kom til flere chancer og burde have ført mere i de første 45 minutter.

Det blev der ændret på tre minutter inde i anden halvleg.

Christian Eriksen tog endnu et klinisk frispark. Der var god fart i bolden, og tæt ved mål fik Harry Kane dirigeret bolden forbi David de Gea med hælen.

Det var Harry Kanes ligamål nummer 22 i sæsonen, mens det var danskerens assist nummer 13 i ligaen.

I alle turneringer har Christian Eriksen på imponerende vis lagt op til 21 scoringer i sæsonen.

Kane forsøgte sig kort efter med et langskud, men det kastede ikke en scoring af sig.

Wayne Rooney ville dog også være med, og med 20 minutter igen scorede Rooney sit syvende mål i karrieren på White Hart Lane, da han satte foden på en flad pasning og reducerede til 1-2.

Tottenhams Jan Vertonghen rørte bolden, inden den var over stregen, men Rooney blev krediteret for målet.

Et par muligheder i begge ender ændrede ikke resultatet, og Tottenham forbliver dermed ubesejret på hjemmebane i sæsonen.

Klubbens to sidste kampe er ude mod Leicester og Hull.

Tottenham spiller i næste sæson sine hjemmebanekampe på Wembley, mens White Hart Lane rives ned, og klubbens nye stadion bygges færdig til sæsonstart i 2018.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx